Af Ritzau - 24/01-17 05:31

Sådan hjælper du dine kære ud af depressionSådan hjælper du dine kære ud af depression

Ti gode råd kan hjælpe dig til, hvordan du tackler det at have en ven eller et familiemedlem, der lider af depression.

Depression har i årevis været betegnet som en folkesygdom herhjemme.

Ifølge Sundhed.dk lider mellem tre og fem procent af den danske befolkning af en depression af enten mild eller svær grad. Derfor oplever mange også, at enten en ven, veninde eller et familiemedlem bliver ramt.

Men hvad skal man kigge efter, hvis man har mistanke om en begyndende depression hos ens nærmeste?

Det fortæller Michael Danielsen, der til dagligt arbejder han som chefpsykolog i Psykiatrifonden.

- Det første, man skal kigge efter, er en ændring i personens adfærd. For eksempel at personen isolerer sig mere og trækker sig fra andre. Der kan også opstå en ændring i personens selvforståelse og selvopfattelse, hvor vi ser typisk, at folk bliver mere selvkritiske. De taler egne styrker og succeser ned og fokuserer i stedet for på egne fejl og mangler, siger Michael Danielsen til Ritzau Fokus.

En ting er at spotte en depression under opbygning. Noget andet er, hvordan man agerer omkring og taler med en person, som er faldet ind i en depression.

Han kommer her med ti gode råd til, hvordan du møder en person, der lider af en depression:

- Det første råd: Søg viden og gerne sammen med personen.

Har man en begyndende depression, kan det være svært at tage sig sammen til noget. Derfor bør man ifølge Michael Danielsen hjælpe den ramte med at søge viden og hjælp.

- Man kan starte med at søge på nettet om, hvad det er, vi ved om depression, hvad er årsagerne, og hvad vi kan gøre ved det. Det afgørende her er, at man gør det sammen, siger han.

- Det andet råd: Involver dig i behandlingen som pårørende eller ven.

Involvering er vigtig, når der er tale om en depression. Til gengæld er det vigtigt at gøre op med sig selv, hvor mange kræfter man selv har til at kunne hjælpe personen.

- Det tredje råd: Spørg behandleren direkte, hvordan du kan være en ressource.

Dette råd kommer i forlængelse af råd nummer to, og her afhænger det ifølge Michael Davidsen af, hvor tæt man er på personen.

- Hvor meget man involverer sig, kommer an på, hvor tæt på personen man er. Er man ægtefælle eller kæreste vil man unægteligt nok involvere sig mere, end man vil gøre, hvis man er en fætter eller kusine, siger Michael Davidsen.

- Det fjerde råd: Vær opsøgende over for personen.

Det nytter ikke noget at sende en sms fra tid til anden, hvor man spørger, hvordan personen har det. Vil man være en god hjælp, skal man være opsøgende, lyder rådet.

- Tag initiativ til konkrete aktiviteter i stedet for bare at skrive "hej, hvordan går det?" eller "går det bedre?". Så bør man hellere tage initiativet og sige "det er et stykke tid siden, vi har set hinanden. Lad os mødes til en kop kaffe i morgen. Jeg giver.", siger Michael Davidsen.

- Det femte råd: Respekter personens grænser, men vær insisterende omkring din lyst til at ville ham/hende.

Det kan være en stor hjælp i svære perioder, hvis man insisterer på, at man gerne vil se personen. Selv om vedkommende er afvisende, så skal man ifølge Michael Davidsen være insisterende.

- Det vigtigste er, at man får kommunikeret, at man er interesseret i at være der for den anden, når det er svært. Vi ved nemlig, at mange af de selvkritiske og kritiske tanker, der opstår som følge af en depression, handler om at man får et forvrænget selvbillede og kan overbevise sig selv om de mærkeligste ting. Blandt andet at man er en belastning for andre, siger han.

- Det sjette råd: Vær det vikarierende håb, og husk at depression kan behandles.

Det bedste, du kan gøre, er at være "håbets vikar". Det skal forstås sådan, at man i et depressionsforløb godt kan opleve håbløshed og meningsløshed, og det her kan du hjælpe.

- Bliv ved med at minde personen om, at det er forbigående, lyder rådet fra Michael Danielsen.

- Det syvende råd: Når depressionen er stærkest, så tag over og hjælp.

Det kan være en stor hjælp, hvis man hjælper personen med at lave mad, gøre rent eller passe børn. Det er ofte ting, man har svært ved at overskue i et depressionsforløb.

Michael Danielsen fortæller, at personen ofte vil have svært at bede om hjælp, så her skal man selv være opsøgende og hjælpsom.

- Det ottende råd: Når depressionen er mindre stærk, så gør ting sammen.

Det er kendt, at frisk luft, lys og fysisk aktivitet er med til at mindske depressive symptomer. Derfor skal man ifølge Michael Danielsen presse på og "tvinge" personen med.

- Det nytter ikke noget bare at sige, at man skal huske at gå en tur. Man bør selv møde op og sige "nu går vi en tur", siger han.

- Det niende råd: Søg hjælp og støtte til dig selv, så du ikke farer vild i depressionen.

Selv om man hjælper en person, skal man passe på, at man ikke selv bliver fanget i depressionsfælden lyder rådet fra Michael Danielsen.

- Vi kender det fra flyveturen, hvor man skal sætte iltmasken på sig selv, før man hjælper andre, siger han og henviser derfor til, at man også huske ikke selv at lade sig påvirke af situationen.

- Det tiende råd: Hold fast i dine egne gode vaner, så du kan være en ressource og et afbræk i de selvforstærkende depressive tanker.

Det sidste råd går ud på, at man også selv skal huske at leve, når man hjælper en ven eller bekendt, der har det svært. Man skal derfor fortsat værne om sine interesser, hobbyer og det sociale samvær. Dette gælder især kærester og ægtefæller.

Du kan søge mere information om depression på tænkdigstærk.dk

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx