Af Ritzau - 08/05-17 15:28; Opdateret: 08/05-17 21:07

Aarhus-borgmester vil have forsikring mod plejekonkurserAarhus-borgmester vil have forsikring mod plejekonkurser

Folketinget skal sikre, at kommuner ikke ender med regningen, når et plejefirma går konkurs, siger borgmester.

Det største hjemmeplejefirma i Aarhus Kommune, som leverer pleje til 1100 borgere, er gået konkurs. Det får borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), til at kræve handling af politikerne på Christiansborg.

- Det her er et kæmpe problem, siger Jacob Bundsgaard.

- Det et problem for de ældre, men der er også nogle ganske betydelige ekstra omkostninger for kommunen, som trækker ressourcer ud af vores ældreområde i Aarhus. Derfor er man nødt til at reagere på Christiansborg, siger han.

Jacob Bundsgaard vil have Folketinget til at se på en forsikringsordning, som skal sørge for, at det ikke er kommunerne, der står tilbage med en regning, når et hjemmeplejefirma må dreje nøglen om.

- Man må sikre, at kommunerne bliver holdt skadesløse, når firmaerne går konkurs. Vi står jo tilbage med ansvaret for, at borgerne får den hjælp, de skal have. Det er et ansvar, som har ligget i en privat virksomhed, siger borgmesteren.

Det konkursramte Hjemmeplejen Aarhus ApS er et datterselskab af Hjemmeplejen A/S.

Per Wildbork, som er administrerende direktør i Hjemmeplejen A/S, mener, at kommunerne har et for stort fokus på at skaffe den laveste pris på plejeopgaverne.

- Da kontrakten med Aarhus Kommune blev forhandlet, blev der sat nogle forkerte priser. Det må man bare sige, siger Per Wildbork.

- Men hvis der var blevet sat en højere pris, så havde vi ikke fået opgaven, og så havde der til gengæld stået en anden virksomhed og drejet nøglen om, siger han.

Jacob Bundsgaard slår fast, at det "ene og alene" er den private virksomhed, som har ansvaret.

- Det her må falde tilbage på de private virksomheder, der tilsyneladende ikke er i stand til at løse den opgave, de har budt ind på. Det er vi nødt til at sikre os imod, siger han.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) skriver i en mail til Ritzau, at regeringen er ved at se på, hvordan fremtidige konkurser i ældreplejen kan undgås.

Hun siger, at kommunerne ikke kun skal have øje for prisen, når de udvælger leverandører.

- Der har været for lidt fokus på også at vægte kvaliteten. Og kommunerne skal måske se sig lidt bedre for, når de vælger samarbejdspartnere, lyder det.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx