Af Ritzau - 27/05-17 09:27

69 bandefolk løslades i Aarhus - kun en kræves fængslet69 bandefolk løslades i Aarhus - kun en kræves fængslet

Politiet måtte fredag skride talstærkt ind i forbindelse med interne uroligheder i bandemiljøet i Aarhus.

Efter en omfattende anholdelsesaktion i Aarhus fredag aften har Østjyllands Politi lørdag valgt at løslade 69 af de i alt 70 anholdte bandefolk.

- Vi har besluttet, at kun én af dem skal i grundlovsforhør. Han sigtes for besiddelse af narko, siger vagtchef Jes Frederiksen.

Fredagens uroligheder udspringer tilsyneladende af den københavnske bande Loyal To Familias ambitioner om at etablere sig i Aarhus.

Politiet følger udviklingen tæt, og fem af gruppens medlemmer blev allerede fredag klokken 18.15 anholdt i bebyggelsen Bispehaven i det vestlige Aarhus.

Årsagen var forskellige former for lovovertrædelser.

- Vi ved, at de er på vej hertil, og derfor besluttede vi at udvise rettidig omhu og følge dem tæt for at undgå sammenstød med andre bander, sagde politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi fredag aften.

Knap halvanden time senere var den gal lidt længere vestpå, i Gellerup.

Her måtte over 60 personer føres væk, efter at også de brød loven på en række områder. Der er hovedsageligt tale om overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.

- De blev anholdt for forskellige forseelser, blandt andet maskering og for ikke at efterkomme politiets ordrer. Der blev fundet et større antal slagvåben og stikvåben på stedet, hvor masseanholdelsen skete, lød det fra politiet i en meddelelse natten til lørdag.

I løbet af natten har politiet imidlertid vurderet, at beviserne kun rækker til at varetægtsfængsle en af de mange anholdte.

- De resterende 69 er blevet løsladt løbende gennem natten og morgenen, siger Jes Frederiksen.

Han understreger, at flere af mændene fortsat er sigtet, men at der altså ikke er grundlag for at kræve dem fængslet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx