Af Ritzau - 04/01-17 14:12

Nye boligvurderinger vil især ramme hovedstadenNye boligvurderinger vil især ramme hovedstaden

Mere end 60 procent af boligejerne med de dyreste huse og lejligheder vil i 2021 bo i Region Hovedstaden.

I 2021 vil mere end 60 procent af landets boligejere med en bolig til tre millioner kroner eller mere bo i Region Hovedstaden.

Samtidig vil Aarhus og København være de to kommuner med flest boligejere i dyre ejerboliger.

Det viser et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketingets skatteudvalg.

Her har skatteministerens embedsfolk givet et skøn over hvor mange danskere, som efter de nye ejendomsvurderinger vil bo i huse og lejligheder med en vurdering på tre millioner kroner eller mere.

Det vil i alt være 438.000 danskere, fremgår det af svaret.

At mange af de høje vurderinger vil falde i København og Nordsjælland er ikke overraskende.

Men at det er mere end seks ud af ti af de høje vurderinger, som vil falde i Region Hovedstaden, er måske. Og at Aarhus vil have næsten lige så mange som København, er måske også.

Ud af de i alt 459.000 boligejere i Region hovedstaden ventes mere end halvdelen - i alt 261.600 - at få vurderet deres bolig til tre millioner kroner eller mere.

Til sammenligning er der i alt 428.200 boligejere i Region Midtjylland. Men det er kun omkring hver femte - i alt 77.000 - som ventes at få en vurdering på tre millioner kroner eller mere.

I Region Syddanmark er tallet 40.700 ud af 408.300 boligejere.

I Region Sjælland er tallet 44.000 ud af i alt 302.800 boligejere.

I Region Nordjylland er tallet 14.700 ud af i alt 197.600 boligejere.

Ser man på kommuner, så vil København i 2021 have de fleste boligejere med boliger vurderet til tre millioner kroner eller mere. I alt 51.300.

Men Aarhus følger tæt efter. I 2021 ventes i alt 50.300 aarhusianere at bo i boliger vurderet til tre millioner kroner eller mere.

En række kommuner vil ifølge svaret ikke have nogen ejerboliger, der efter det nye system bliver vurderet til tre millioner kroner eller mere.

Det er Lemvig, Norddjurs, Samsø, Struer, Læsø, Lolland, Langeland, Tønder, Ærø.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx