Af Ritzau - 19/01-17 20:02

Trængsel på fly ud af Gambia spænder ben for danske gæsterTrængsel på fly ud af Gambia spænder ben for danske gæster

Alle rejser til Gambia med selskabet Spies er aflyst de kommende to uger på grund af politisk uro i landet.

Torsdag morgen var der 17 danske Spies-turister i Gambia.

Få timer senere er tallet kommet ned på ni, og det vil blive reduceret yderligere de kommende dage. Det oplyser Spies.

- Indtil i morges havde vi 17 gæster i Gambia. De ni af dem er kommet hjem i dag med deres ordinære rutefly. Vi har så nogle stykker tilbage endnu, siger kommunikationschef Torben Andersen.

- Fire af dem kommer hjem lørdag efter planen. De fire sidste forsøger vi at få hjem hurtigst muligt, siger han videre.

De seneste dage har Gambia været ramme om politiske uroligheder, da præsident Yahya Jammeh har nægtet at give posten videre.

Han tabte ellers præsidentvalget i det vestafrikanske land til Adama Barrow. Barrow blev taget i ed som Gambias præsident torsdag, men det skete på Gambias ambassade i Senegal.

Det internationale samfund har varslet et opgør med Jammeh, og torsdag aften har Senegal gjort alvor af truslen og er rykket militært ind i Gambia.

Indtil videre har de danske turister ikke mærket noget til uroen, fortæller Torben Andersen. Spies følger dog Udenrigsministeriets Borgerservices anbefaling, der opfordrer alle danskere til at rejse ud af landet.

- Vi arbejder på at få de sidste hjem, men det er svært at få plads på flyene, for der er mange, der gerne vil ud af landet. Der er lidt trængsel på ruteflyene ud af Gambia, siger Torben Andersen.

- Samtidig er problemet, at ikke alle synes, at de skal hjem. De mærker ikke noget til urolighederne, og vi kan ikke tvinge dem, hvis de siger nej tak til vores tilbud om at komme med et tidligere fly, tilføjer han.

Gæster, som havde planer om at rejse til Gambia med Spies i løbet af de næste to uger, kommer ikke afsted. De har fået tilbudt at få pengene retur eller at få ombooket rejsen til en anden destination.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx