Af Ritzau - 07/06-17 15:07; Opdateret: 07/06-17 15:46

Midlertidig politiskole i Fredericia får plads til 300 eleverMidlertidig politiskole i Fredericia får plads til 300 elever

Ryes Kaserne i Fredericia skal fra 2018 huse en politiskole, indtil politiskolen i Vejle står klar i 2020.

Der bliver oprettet en midlertidig politiskole på Ryes Kaserne i Fredericia fra 2018, indtil politiskolen i Vejle står klar i 2020.

Det siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter et møde i kredsen bag politiaftalen onsdag.

- Der har været et ønske om, at vi opretter en midlertidig politiskole, så vi kan få uddannet betjente i det jyske allerede fra 2018.

- Det har vi arbejdet på i et stykke tid i ministeriet og hos Rigspolitiet, og vi har fundet en løsning på det i dag.

- Det gode ved Fredericia er, at lærerkræfterne ikke skal flytte sig så langt, når den nye skole åbner i Vejle.

Justitsministeren fastslår, at den midlertidige politiskole kan være klar i andet halvår 2018.

- Cirka 300 betjente vil blive uddannet herfra, siger Pape.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, mener, at beslutningen er et resultat af, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har lagt pres på regeringen:

- Det er helt klart, at regeringen nu imødekommer vores krav. Vi indgik en aftale om, at der allerede fra 2018 skal uddannes politielever i Jylland.Det opnår vi nu, og det er vi meget tilfredse med.

- Nu kan vi levere på det, det hele handler om: Nemlig at skaffe danskerne flere politibetjente, siger Peter Kofod Poulsen.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, afviser, at S og DF bærer en del af ansvaret for det meget rodede forløb.

Sagen begyndte med en politiaftale i slutningen af 2015. Et af målene var at få uddannet flere betjente. Og det skulle ske i Vestdanmark, blev aftaleparterne enige om.

Men derefter hørte enigheden op.

Regeringen pegede først på en ny politiskole i Herning i nye bygninger. Men det afviste S og DF. Politiskolen skulle ligge i en eksisterende bygning, mente de to partier.

Derefter pegede regeringen med opbakning fra S og DF på Vejle som hjemsted for den nye politiskole. Men de tomme lokaler i Vejle er først klar i 2020.

Derfor krævede S og DF en midlertidig løsning, som altså nu viser sig at være i Fredericia.

Den omtumlede placering af politiskolen har ført til hovedrysten i kommunerne og kritik af Christiansborg for at føre sognerådspolitik.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx