Af Ritzau - 27/12-16 19:10; Opdateret: 27/12-16 19:26

Star Wars-skuespiller dør efter hjertestop på flyStar Wars-skuespiller dør efter hjertestop på fly

Skuespilleren bag Prinsesse Leia, Carrie Fisher, fik hjertestop på et fly lillejuleaften. Hun er nu død.

Skuespilleren Carrie Fisher, som er mest kendt for sin rolle som Prinsesse Leia i "Star Wars"-filmene, er død.

- Med stor sorg bekræfter Billie Lourd, at hendes højt elskede mor, Carrie Fisher, gik bort klokken 8.55 her til morgen, siger en talsmand for familien til People Magazine.

Hun blev 60 år.

Fisher var på vej fra London til Los Angeles lillejuleaften på et passagerfly, da hun fik hjertestop.

Flypersonale fik det dog i gang igen med hjælp fra en hjertestarter om bord.

Hjerteanfaldet skete ifølge flere amerikanske medier omkring 15 minutter før landingen i Los Angeles International Airport. Herfra blev Fisher straks kørt til hospitalet UCLA Medical Center og lagt i respirator.

Den amerikanske skuespillerinde blev verdenskendt som Prinsesse Leia i den originale "Star Wars"-trilogi. Den har været et kulturfænomen siden udgivelsen i årene fra 1977 til 1983.

Carrie Fisher har ofte talt og skrevet om et mangeårigt stofmisbrug og psykisk sygdom.

I interviews har hun i årenes løb fortalt om sin diagnose som bipolar og sin afhængighed af receptpligtig medicin og kokain, som hun har indrømmet, at hun tog under indspilningerne af "The Empire Strikes Back" fra 1980.

I november i år afslørede Carrie Fisher i sin bog "The Princess Diarist", at hun havde en affære med skuespilleren Harrison Ford under indspilningerne til den første "Star Wars"-film.

Den i dag 74-årige Harrison Ford spiller Han Solo i filmene.

- Det var så intenst. Det var Han og Leia i løbet af ugen og Harrison og Carrie i weekenderne, fortalte hun i et interview med magasinet People om den kortvarige affære.

Da filmen blev indspillet i 1976, var Carrie Fisher 19 år gammel.

Da indspilningerne var forbi, var affæren det også, og Ford tog hjem til sin daværende kone, Mary Marquardt, som han har to børn med.

Fisher og Ford blev genforenet professionelt for en stund, da de to oprindelige stjerner spillede med i "Star Wars: The Force Awakens", der havde premiere i 2015.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx