Af Ritzau - 31/01-17 10:35

Tidligere Randers HK-træner afløser Lars RasmussenTidligere Randers HK-træner afløser Lars Rasmussen

Mads Brandt tiltræder til sommer på en toårig kontrakt hos Ringkøbing Håndbold i Primo Tours Ligaen.

Primo Tours Liga-klubben Ringkøbing Håndbold har fundet den træner, der skal overtage klubbens kvindehold til sommer, når Lars Rasmussen stopper.

Afløseren bliver Mads Brandt, der tiltræder på en toårig kontrakt.

- Jeg mener, at Ringkøbing er en klub, hvor jeg kan videreudvikle mine træningsmæssige kompetencer.

- Vinden blæser i den rigtige retning i forhold til videreudviklingen af klubben samt de sportslige udfordringer.

- Jeg glæder mig til at trække i træningstøjet og møde pigerne og resten af Ringkøbing Håndbold, siger Mads Brandt til klubbens hjemmeside.

Den 33-årige træner står i øjeblikket i spidsen for Odders herrehold.

Han har tidligere været cheftræner for Randers HK i kvindernes bedste række.

Ringkøbing Håndbolds bestyrelsesformand, Lars Buhl, glæder sig over at have fundet Lars Rasmussens afløser.

- Vi har ansat Mads som fuldtidstræner, fordi vi er overbevist om, at han vil bygge videre på vores spilkoncept, samt fastholde nogle af de ting, vi er kendt for i vores måde at spille håndbold på i Ringkøbing.

- Mads har alle de uddannelser, man kan få som træner i DHF (Dansk Håndbold Forbund, red.) og har lige bestået EHF’s (Det Europæiske Håndboldforbund, red.) Mastercoach.

- Han har været træner i rigtig mange år på både dame- og herresiden og har i de fleste job haft med unge spillere, der vil udvikle sig, at gøre, siger formanden.

Ringkøbing Håndbold er i øjeblikket næstsidst i Primo Tours Ligaen med seks point for 14 kampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx