Af Ritzau - 06/01-17 06:04

Amerikanske spionchefer fastholder anklager mod RuslandAmerikanske spionchefer fastholder anklager mod Rusland

Ved en høring i Senatet fastholder toppen af det amerikanske system, at russerne har hacket Demokraterne.

Amerikanske spionchefer fastholder anklagerne mod Rusland.

Ved en senatshøring torsdag forklarede chefen for National Intelligence, James Clapper, at han havde en meget stor tiltro til, at deres undersøgelser af den påståede russiske hacking er korrekte.

- Rusland har en meget lang tradition for at påvirke valg. Både deres egne og andres. Men vi har aldrig set en så direkte kampagne mod at påvirke et valg, som det har været tilfældet denne gang, siger han ifølge AFP.

- Dette angreb havde mange facetter. Hacking var en del, men angrebet indeholdt også propaganda, fejlinformationer og falske nyheder.

Anklagerne går på, at de russiske efterretningstjenester GRU og FSB skal have hacket sig ind i Det Demokratiske Parti. I to år skal de have udnyttet huller i computersystemerne, ligesom de skal have afluret kodeord.

Her skal de blandt andet have stjålet fortrolige oplysninger og delt dem med en række medier.

James Clapper, chefen for National Security Agency (NSA), Michael Rogers og Marcel Lettre, viceminister for forsvarets efterretningsvæsen, gav i en fælles erklæring udtryk for, at hackerangrebene er sket på aller øverste niveau.

De amerikanske efterretningstjenester skal efter planen mødes med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, fredag for at delagtiggøre ham i deres undersøgelser.

Donald Trump har tidligere tvivlet på historierne om den påståede hacking, og har offentligt udtalt, at det var på tide at komme videre.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, udviste i sidste uge 35 russiske diplomater efter oplysningerne kom frem.

Rusland afviser at have stået bag den omfattende hacking.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx