Af Ritzau - 15/03-17 01:39

Engelsk legende hylder forrygende SchmeichelEngelsk legende hylder forrygende Schmeichel

Peter Shilton er fyldt med lovprisninger til den danske landsholdsmålmand, der igen reddede et straffespark

Den legendariske engelske målmand Peter Shilton hylder Kasper Schmeichel efter pragtkampen mod Sevilla i Champions League tirsdag aften.

Kasper Schmeichel var igen den afgørende faktor for Leicester, da han sent i kampen reddede et straffespark.

- Uden Kasper Schmeichel var Leicester ikke kommet videre. Allerede efter den første kamp i Sevilla var det ham, der holdt liv i holdet før returopgøret.

Leicester vandt 2-0 og spillede sig dermed videre til kvartfinalen. Den første kamp havde holdet tabt 1-2 i Sevilla. Også i den første kamp reddede danskeren et straffe og præsterede mange afgørende redninger.

Norske Viasat Sport fangede Peter Shilton til et interview kort efter kampen.

Her fortalte den legendariske engelske målmand, der stadig har landskampsrekorden for England, at han netop havde besøgt Leicesters omklædningsrum, hvor både Peter og Kasper Schmeichel var til stede efter det overraskende avancement.

- Kasper er en fantastisk målmand. Han er ikke bare god på stregen og til de hurtige reflekser. Han har også et flot samarbejde med midterforsvaret og viser stort lederskab i målet, siger Peter Shilton.

Den aldrende målmand hæftede sig specielt ved, at Leicester igen er ved at finde ind i den rytme, der gjorde dem noget nær uovervindelige i sidste sæson.

- Man ved aldrig, om de kan gå hele vejen. Den specielle stemning er tilbage igen, så det er ikke et nemt hold at møde. De har en god målmand, de har gode stoppere, og så har de gode afsluttere, som terrieren Vardy.

Den 30-årige dansker var selv fuld af lovord til holdet, der med sejren leverede en af de største præstationer i klubbens historie.

- Det er en dejlig følelse at hjælpe holdet videre. Det handler i høj grad om selvtillid. Men det er derfor, jeg er her.

- Vi gik ud og spillede mere som i sidste sæson, og det får vi udbytte af nu. Det var en fantastisk aften, siger Kasper Schmeichel til nyhedsbureauet Reuters.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx