Af Ritzau - 22/06-17 22:16

Støjberg kaldte selv omstridt pressemeddelelse for instruksStøjberg kaldte selv omstridt pressemeddelelse for instruks

Sagen mod udlændingeminister Inger Støjberg handler om, hvorvidt hun gav en ulovlig instruks til sit system.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og hendes eget ministerium har næsten konsekvent omtalt en omstridt pressemeddelelse som en "instruks".

Mindst 18 gange har Støjberg selv, hendes departementschef eller ministeriet omtalt pressemeddelelsen som en instruks.

Den viser en gennemgang, som Politiken har foretaget forud for fredagens samråd med Støjberg.

Under det første samråd i sagen lød Støjbergs forklaring ellers, at det dokument, hun havde sendt til Udlændingestyrelsen 10. februar 2016, blot var en pressemeddelelse.

En pressemeddelelse, som ifølge ministeren blot var en politisk tilkendegivelse og ikke var blevet fulgt op af en skriftlig instruks til embedsværket.

Støjberg forklarede så, at pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en instruks.

- Da pressemeddelelsen blev udsendt, var den således en politisk tilkendegivelse, forklarede hun på samrådet 1. juni i år.

Forklaringen står dog i kontrast til Støjbergs og ministeriets tidligere udtalelser i sagen. Da Støjberg 26. september 2016 svarede Folketinget, talte hun ikke om en pressemeddelelse.

- Indkvarteringsinstruksen af 10. februar 2016 indebærer, at mindreårige som udgangspunkt ikke må være indkvarteret på samme asylcenter som deres voksne ægtefælle eller samlever, skrev Inger Støjberg dengang.

Også hendes egen departementschef, Uffe Toudal Pedersen, beskrev i et svar til Folketingets Ombudsmand for fire måneder siden ministerens skrivelse som "udlændinge- og integrationsministerens instruks af 10. februar 2016".

Der var altså ifølge departementschefen tale om en instruks, som stammede fra dagen, da Støjberg gav sin ulovlige ordre.

Forud for fredagens samråd mener flere af oppositionspartierne, at Inger Støjberg har løjet i sagen.

- Jeg tror på, at ministeren og embedsmænd har talt sandt de 18 gange, og så tror jeg på, at hun har løjet under samrådet, siger den socialdemokratiske ordfører, Mattias Tesfaye, til Politiken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx