Af Ritzau - 20/05-17 20:19; Opdateret: 20/05-17 21:21

To børn alvorligt forbrændt af ild ved skateboardeventTo børn alvorligt forbrændt af ild ved skateboardevent

Der er sendt flere helikoptere til Sønderborg, hvor fem-seks børn er blevet forbrændt ved et skateboardevent.

Syv personer er blevet forbrændt med tændvæske på havnen i Sønderborg ved et skateboard-arrangement lørdag aften.

Seks af de forbrændte er børn. Det oplyser Sønderborg Brand & Redning i en pressemeddelelse.

Ifølge vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard er to af børnene alvorligt forbrændt.

- Vi modtager klokken 19.14 et opkald om, at nogle er blevet forbrændt i forbindelse med et arrangement på havnen i Sønderborg, siger vagtchefen.

Ifølge vagtchefen var børnene, der er mellem 12 og 14 år, tilskuere til arrangementet, hvor deltagere på skateboard skulle køre igennem en ring af ild.

- De sprøjter ekstra tændvæske på, og så tager vinden åbenbart tændvæsken, som der er ild i, så den ryger over på nogle børn, siger Søren Strægaard.

Der er sendt to helikoptere til stedet.

Ifølge Sønderborg Brand & Redning, der lørdag aften er på stedet, er seks af de syv tilskadekomne sendt på hospitalet med enten helikopter eller ambulance.

De er sendt til Odense Universitetshospital, Flensborg Sygehus, Aabenraa Sygehus og Sønderborg Sygehus.

Indsatsleder Thomas Krakau fra Sønderborg Brand & Redning er lørdag aften på ulykkesstedet.

- Stemningen er lidt nedtrykt, men de fleste er gået igen. Det er klart, at det ikke er den glade begivenhed længere, som det var tidligere på dagen, siger han.

Thomas Krakau vurderer, at sikkerhedsforanstaltningerne umiddelbart har været i orden, men at det må være op til politiet at undersøge ulykken.

Skateboardeventet, Sønderborg Breakdown, afholdes hvert år og har blandt andet fokus på breakdance, skateboarding, graffiti, bmx og parkour. I år afholdes det 19. og 20. maj.

Sønderborg Kommune har sendt Nordisk Krisekorps til området, så man er klar til at yde den bedst mulige hjælp til alle involverede.

- Det vigtigste er, at vi her og nu får givet den fornødne hjælp til alle der har behov for det. Der vil naturligvis også blive behov for at gå hele forløbet igennem, og det arbejde er allerede sat i gang, siger Martin Skovmand, der er kommunikationschef i Sønderborg Kommune.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx