Af Ritzau - 16/01-17 07:41

Bliv mæt med disse fødevarerBliv mæt med disse fødevarer

Ved at tilføje bælgfrugter som ærter og bønner til måltiderne er det muligt at opnå samme mæthed som ved at spise kød.

Tiden, hvor der skulle en ordentligt hakkebøf på bordet for at sikre, at alle blev mætte, er forbi. Faktisk kan bælgfrugter som ærter og bønner mætte lige så godt som kød.

Det viser et dansk studie, som professor Anne Raben fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet er hovedansvarlig for.

- I forsøget oplevede forsøgspersonerne større mæthed, når de fik den samme mængde protein fra bønner og ærter, som de fik fra kødet, der var kalv og flæsk, siger hun.

En del af forklaringen kan være, at grøntsagerne foruden protein indeholder gode kulhydrater, som er lang tid om at nedbrydes i tarmen, og derfor giver en længerevarende fornemmelse af mæthed.

Sygeplejerske og kostvejleder Anne Seidelin har også oplevet, at når hendes klienter tilsætter bønner, linser eller kikærter til deres almindelige mad, øger de både mætheden og sundhedsværdien.

- Udfordringen for mange er, at hvis man ikke er vant til at bruge en fødevare og tænke den ind i de daglige måltider, så bliver det sjældent noget, man spiser jævnligt, forklarer Anne Seidelin.

Hun anbefaler kikærter som en god begynderfødevare til at øge mængden af bønner og bælgfrugter i kosten.

Kikærter kan fås på dåse og blendes til en nem hummus, som de fleste kan lide. Man kan man også bløde kikærterne op i vand i stedet for at købe dem på dåse.

- Bønner, linser og kikærter smager af ingenting i sig selv, så i starten er det bare med at dosere godt med krydderier, så det smager af noget. Kikærter kan man riste på en pande med chili, ingefær og karry og smide oven i en salat, så den mætter mere og smager dejligt, råder Anne Seidelin.

En anden mulighed er at tilsætte linser til kødretter. Det giver mæthed, og på den måde kan man spare på kødet i retten.

Men der er ikke grund til at hellige sig bælgfrugter, bønner og kikærter fuldstændig. Et par ugentlige kødløse dage kan dog have positive effekter - for miljøet såvel som for kroppen - lyder det fra både kostvejleder Anne Seidelin og professor Anne Raben.

Fakta: Opskrift på en nem hummus:

- Ingredienser: 1 dåse kikærter, saft af en halv citron, 2 til 4 spiseskefulde god olivenolie, 1/2 teskefuld salt og 4 spiseskefulde tahin.

- Fremgangsmåde: Put alle ingredienserne i en blender, og blend til en blød, lind masse. Server på et fladt fad med olivenolie og et drys paprika.

- Holdbarhed: Hummus kan holde sig en uges tid på køl i en beholder, der slutter tæt. Hummus fungerer godt som dyppelse til grøntsagsstænger, brød eller falafel.

Kilde: Anne Seidelin.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx