Af Ritzau - 30/05-17 06:18

Effektiv NHL-mester sænker Nashville i første finalekampEffektiv NHL-mester sænker Nashville i første finalekamp

Pittsburgh Penguins havde utroligt få skud på mål i første kamp i NHL's finaleserie, men vandt alligevel.

Pittsburgh Penguins tog første stik i finaleserien mod Nashville Predators i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Det forsvarende mesterhold vandt natten til tirsdag 5-3 hjemme i PPG Paints Arena. Andet opgør i serien bliver også spillet i Pittsburgh natten til torsdag.

Sejren er bemærkelsesværdig, fordi Pittsburgh under kampen kun havde 12 skud på mål. Det er et utroligt lavt antal, når man medregner, at holdet scorede fem gange.

I anden periode havde Pittsburgh ikke et skud på mål. Det er ikke sket i en Stanley Cup-finale, siden NHL i 1957 begyndte at føre statistik over den slags.

Da Jake Guentzel scorede til 4-3 med tre minutter tilbage af kampen, havde Pittsburgh ikke ramt målet i 37 minutter.

- Vi var modstandsdygtige i dag. De gav os en hård behandling, men vi fandt en måde at vinde kampen på. Det er det, vi gør for tiden. Vi sejrede på vores indstilling, siger Guentzel til NBC Sports efter kampen.

Efter første periode var Pittsburgh ellers foran 3-0. Den stærke start fra den forsvarende mester blev til via mål af Evgeni Malkin, Conor Sheary og Nick Bonino.

Siden fik Nashville langsomt kæmpet sig tilbage og reduceret til 3-3. Udligningen faldt efter 13 minutter af tredje periode.

Efter Guentzels mål til 4-3 scorede Nick Bonino til 5-3 i åbent mål, da Nashville havde erstattet sin målmand med en ekstra spiller på isen for at vende kampen.

Pittsburghs målmand Matt Murray stod en flot kamp og lavede 23 redninger fra Nashvilles skytter. I Nashvilles mål havde Pekka Rinne sølle syv redninger.

Pittsburgh Penguins forsøger at genvinde NHL-finalerne som det første hold siden Detroit Red Wings i 1998.

Der er ingen danskere med i finaleserien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx