Af Ritzau - 16/03-17 05:26; Opdateret: 16/03-17 06:23

Wilders' indvandrerkritiske parti er nu næststørst i HollandWilders' indvandrerkritiske parti er nu næststørst i Holland

Lederen af Frihedspartiet, Geert Wilders, er trods fremgang skuffet over resultat af onsdagens parlamentsvalg.

Det endelige resultat fra onsdagens parlamentsvalg i Holland trækker ud.

Tidligt torsdag morgen er 93,5 procent af stemmerne talt op.

Premierminister Mark Ruttes borgerligt-liberale parti, VVD, står til at få flest stemmer med 21,2 procent. Det rækker til 33 pladser i parlamentet, der har 150 medlemmer.

Det EU- og indvandringskritiske Frihedspartiet under ledelse af Geert Wilders bliver sandsynligvis næststørst med 13,1 procent.

Det er bedre end ved valget i 2012, men Wilders er ikke tilfreds.

- Vi er blandt valgets vindere, men jeg ville naturligvis hellere, at vi var det største parti. Vi fik ikke de 30 pladser, vi havde håbet på, siger han.

- Men hr. Rutte bliver ikke fri for mig, tilføjer han.

Mark Rutte, der nu skal til at sammensætte en ny regering, mener, at de hollandske vælgere har "sagt nej til populismens falskhed".

- I dag var en fest for demokratiet, siger Rutte.

På baggrund af det foreløbige resultat står Frihedspartiet til 20 pladser i parlamentet.

På tredjepladsen ligger kristendemokraterne, CDA, med 12,6 procent.

Valgets store taber er det socialdemokratiske PvdA, der har været en del af Mark Ruttes koalitionsregering. Og det har vælgerne åbenbart straffet.

Partiet, der engang var Hollands største, går tilbage fra 38 pladser ved valget i 2012 til nu bare ni.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx