Af Ritzau - 05/03-17 19:54

Jutlander Bank vil heller ikke straffe ældre kunderJutlander Bank vil heller ikke straffe ældre kunder

Jutlander Bank vil overveje i hvert enkelt tilfælde, om nyt gebyr for telefonkontakt skal opkræves.

Først var det Spar Nord, der indvilgede i at droppe et planlagt gebyr på 50 kroner for en saldooplysning per telefon for de svageste ældre kunder.

Nu melder Jutlander Bank også, at man ikke slavisk vil opkræve det gebyr på 40 kroner for samme ydelse, som ellers bliver tilføjet prislisten 1. maj.

- Vi vil ikke straffe ældre mennesker. I stedet vil vi individuelt tage det op og se, om ikke de kan benytte sig af nogle af de andre muligheder, vi har for at tjekke saldoen på ens konto, siger ordførende direktør Per Sønderup.

Han afviser, at gebyret er indført som en ekstra indtjeningsmulighed for banken.

- Det er slet ikke tanken, at vi skal fylde kassen med gebyret, og det er selvfølgelig heller ikke meningen, at vi vil skræmme kunder væk.

- Vi håber, at gebyret virker adfærdsregulerende over for de kunder, der sidst på måneden ringer tre-fire gange samme dag for at høre, om der er gået penge ind.

- Det vil vi gerne have bremset, fordi det lægger beslag på en del ressourcer i vores afdelinger, siger Per Sønderup.

Jutlander Bank tilbyder blandt andet sine kunder, at de gratis kan få oplyst deres saldo via sms hver fredag.

Man kan også kan benytte netbank, mobilbank og tjekke saldoen i bankens pengeautomater.

Jutlander Bank har hovedsæde i Aars og har 30 afdelinger rundt om i landet, fortrinsvis i det nordlige Jylland.

Spar Nord indførte allerede sit gebyr 1. marts, men har søndag besluttet, at bankens ældre kunder slipper for at betale det.

Det sker, efter at blandt andre Ældre Sagen og Forbrugerrådet Tænk har kritiseret gebyret.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx