Af Ritzau - 23/12-16 05:01

Undgå julekaos: Giv dit barn en god julUndgå julekaos: Giv dit barn en god jul

Drømmen om en harmonisk familiejul kan hurtigt blive afløst af opkørte børn, der slet ikke kan rumme forventningerne på den store dag.

"Bare det altså snart var jul".

Sådan lyder en del af teksten i den populære julesang om Søren Banjomus, og den følelse sidder tusinder af børn med hver eneste december.

Problemet er bare, at den længe ventede juleaften hurtigt kan ende i en omgang voldsom børnetrængsel og gavealarm i stedet, når utålmodighed og uindfriede forventninger forvandler sig til julegavehysteri og børnetårer i juletræets skær.

- Børnene opbygger jo ofte så store forventninger til dagen, at selv de små afvigelser kan få bægeret til at flyde over, forklarer stifter og ejer af Nordicparenting.dk Sofie Münster.

Hun mener, at forældre med fordel kan planlægge det, der kan gå galt juleaften i stedet for at planlægge det, man vil have til at gå godt.

Lad for eksempel dit barn få en middagslur, hvis det bliver pylret og træt, og du ved, at julemiddagen bliver lidt lang.

Eller smør en rugbrødsmad om eftermiddagen, hvis julemiddagen serveres senere end normal spisetid, og det kan give anledning til konflikt.

Derudover understreger Sofie Münster, at det allervigtigste er at forventningsafstemme.

- Børnene skal på forhånd være helt klar over reglerne og dagens forløb. Om de for eksempel må få en gave om morgenen, og hvornår juletræet skal tændes. Og så er det vigtigt at være konsekvent og at holde sig til det, man har sagt.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen medgiver, at juleaften mest af alt kan minde om en udholdenhedsprøve, men at børnene, når alt kommer til alt, hellere vil have glade forældre med overskud end perfekte, hjemmebagte pebernødder.

- Nogle vil jo gerne pynte juletræet med hvide glaskugler og sorte engle og alt muligt, men lad børnene være med til at pynte træet, for det kan de få masser af tid til at gå med.

Hvad, der til gengæld skal bruges knap så meget tid på, er selve julemiddagen, mener Margrethe Brun Hansen. Hun opfordrer til, at and og steg spises i et vist tempo, uden at det dog ender med stress.

Og mens den ene forælder tager af bordet, kan den anden gøre træ og gaver parat, og her er det igen en god idé at have forventningsafstemt, hvordan gaverne skal deles ud, fortæller Sofie Münster fra Nordic Parenting.

På den ene side kan man vælge at lade børnene hente én gave ad gangen, hvis der skal være tid til tak og beundring, eller man kan lade dem få alle på én gang, hvis man synes, de har ventet længe nok.

Og selv om det som regel altid ender i en eller anden form for kaos, er det dog alligevel vigtigt at organisere gaveuddelingen en smule, tilføjer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

- Sørg for at finde ud af, hvor børnene skal gøre af deres gaver, når de har pakket op. De flår jo de der indpakninger op, og så er det godt at sige, at vi lige lægger gaverne herover og kigger på dem bagefter.

Mindst lige så vigtigt er det dog, at julen får en god afslutning. For eksempel ved at slutte aftenen med en bolle med smør og en snak om dagen og gaverne inden sengetid, siger børnepsykologen.

Hun anbefaler desuden, at 1. juledag bliver børnenes dag, hvor de får lov til at blive hjemme og lege med gaverne i stedet for at blive slæbt med til diverse julefrokoster.

Fakta: Sådan undgår du julegavekaos:

- Lad de utålmodige børn få en enkelt julegave om morgenen. Eventuelt et spil eller en anden slags underholdning, som kan bruges på dagen.

- Læg ikke julegaverne under træet, før de skal pakkes op.

- Spis tidlig julemiddag, hvis du har mindreårige børn og brug ikke alt for lang tid ved bordet.

- Aftal, hvor mange og hvilke julesange der skal synges, før I danser rundt om træet, og gaverne skal åbnes.

Kilde: Margrethe Brun Hansen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx