Af Ritzau - 07/06-17 12:02; Opdateret: 07/06-17 13:19

Stadig flere danskere overlever kampen mod kræftStadig flere danskere overlever kampen mod kræft

De nye tal viser, at vi er på rette vej, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Flere og flere danskere overlever kampen mod kræft.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Overlevelse efter kræft opgøres ved at se på, om den pågældende person stadig lever et og fem år efter kræftdiagnosen.

De nye tal viser, at der er fremgang i andelen af overlevende på begge parametre i perioden 2013-2015.

Det fortsætter en tendens, der er set siden slutningen af 1990'erne.

- Det er en meget glædelig nyhed, at et stigende antal danskere overlever kræft, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en skriftlig kommentar.

- Det er en forfærdelig sygdom, som har store konsekvenser for både patienter og pårørende.

I 2013-2015 var femårsoverlevelsen på 60 procent for mænd og 64 procent for kvinder.

Det er en stigning i forhold til perioden 2010-2012 på et procentpoint for mænd og to procentpoint for kvinder.

Kigger man på patienter, der fik konstateret kræft mellem 2013 og 2015, var overlevelsen for næsten alle kræftformer efter et år på 79 procent for mænd og 81 procent for kvinder. Det gælder dog ikke for alle andre former for hudkræft end modermærkekræft.

Det er ligesom med femårsoverlevelsen en stigning på henholdsvis et og to procentpoint for mænd og kvinder i forhold til perioden 2010-2012.

For Ellen Trane Nørby ændrer de gode tendenser ikke på, at der fortsat er plads til forbedringer.

- Det er vores klare målsætninger, at overlevelsen i Danmark i 2025 er på niveau med den bedste af vores nordiske naboer.

- De nye tal viser, at vi er på rette vej, siger hun.

Regeringen har senest investeret i kræftområdet med Kræftplan IV.

Planen medfører penge til et nyt kræftapparatur, bedre kræftkirurgi og indførelsen af den patientansvarlige læge. Lægens formål er at sikre større sammenhæng og tryghed i behandlingen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx