Af Ritzau - 30/03-17 10:42; Opdateret: 30/03-17 18:14

Ung duo sender Boe og Mogensen ud af India OpenUng duo sender Boe og Mogensen ud af India Open

Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte i to sæt til et taiwansk par i anden runde af India Open.

I 2014 vandt Mathias Boe og Carsten Mogensen India Open, men i år er den erfarne duo allerede færdig i Superseries-turneringen efter anden runde.

Boe og Mogensen tabte torsdag formiddag dansk tid med 18-21, 18-21 til Jhe-Huei Lee og Yang Lee fra Taiwan.

De to par havde kun en gang tidligere mødt hinanden, nemlig i China Open i november. Ved den lejlighed vandt danskerne fuldstændig ubesværet, men sådan skulle det ikke gå i andet forsøg.

De unge taiwanere, henholdsvis 23 og 21 år, havde bedre styr på den prominente danske duo og holdt et snævert forspring gennem det meste af første sæt.

Også i andet sæt haltede danskerne bagefter, men så ud til at have fået fat, da de vandt fem bolde i træk og vendte 13-16 til 18-16.

Men Boe og Mogensen tabte initiativet igen, og så var det taiwanernes tur til at vinde fem bolde på stribe og dermed spille sig i kvartfinalen.

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen måtte også se sig slået ud af turneringen torsdag. Danskerne tabte 12-21, 21-23 til et kinesisk par.

For den tredje herredouble i kamp gik det også galt. Mathias Christiansen og David Daugaard tabte i tre sæt med 14-21, 21-17, 18-21 til et indonesisk par.

Herefter var der lidt at glæde sig over, da Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding besejrede Solgyu Choi og Jung Gi Kim fra Sydkorea med 13-21, 21-16, 21-17.

I herresingle var der ingen slinger i valsen for Viktor Axelsen, som uden problemer sendte Srikanth Kidambi fra Indien ud.

Viktor Axelsen cruisede i kvartfinalen med sejrscifrene 21-7, 21-12.

Her finder man også Hans-Kristian Vittinghus, da danskeren tidligere torsdag spillede sig i kvartfinalen med sejr over Lee Dong Keun.

Vittinghus vandt i to sæt med 21-19, 21-16 over sydkoreaneren, der rangerer som nummer 33 i verden.

Også Anders Antonsen er videre, eftersom hans modstander, Marc Zwiebler, måtte trække sig.

Den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen spillede sig også videre, da de besejrede et par fra Taiwan i tre sæt, efter at danskerne havde tabt første sæt.

Sara Thygesen røg til gengæld ud i mixeddouble, hvor hun og Mathias Christiansen tabte en tæt kamp i tre sæt til et par fra Sydkorea.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx