Af Ritzau - 05/01-17 12:58

For sen saltning kan koste dig dyrtFor sen saltning kan koste dig dyrt

Der skal strøs salt og grus ud på dit fortov inden klokken 7 om morgenen. Men det er langt fra alle husejere, der får det gjort.

De første sporadiske snebyger er begyndt at drysse ind i 2017, og landets meteorologer har udstedt en garanti for nattefrost i årets første uger.

Det betyder, at husejere skal sætte ekstra tid af om morgenen, så der kan saltes eller smides grus, inden postbuddet eller naboen glider på det glatte fortov foran huset og brækker armen.

- Som husejer har man pligt til at rydde sne og sørge for, at der ikke er glat på de fortove, der støder op til ens grund, lyder det fra Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikring og Pension.

Reglerne er ganske simple. Sne og is skal fjernes hurtigst muligt inden for tidsrummet 7-22, og som grundejer har du som hovedregel ansvaret for, at fortovet omkring din grund er ryddet for sne og gruset eller saltet.

Men en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Bolius, afslører, at hver fjerde parcelhusejer ikke når at rydde for sne eller at salte inden klokken 7, som lovgivningen ellers klart kræver. Og endnu en fjerdedel indrømmer, at de sjældent når det inden det påkrævede tidspunkt.

- Det er ikke sådan, at man skal tage hjem fra arbejde for at rydde sne, men man skal nå at gøre det om morgenen, inden man tager afsted, lyder det fra Tine Nielsen, der er fagekspert hos Bolius, Boligejernes Videncenter.

- Mange af os ville desuden være meget kede af at være skyld i en nabo eller en anden persons benbrud eller hovedskade, der let kunne være undgået, hvis vi bare havde brugt 10-15 minutter på at rydde og gruse fortovet den morgen, siger Tine Nielsen fra Bolius til Ritzau.

Hvis avisbuddet glider som følge af manglende snerydning eller saltning af fortovet foran dit hus, så kan du dømmes til at betale erstatning til vedkommende.

- Det kan blive dyrt, når en eventuel skade skal meldes til husejerens skadesforsikring. Det skal gå igennem forsikringsselskaberne. Det er ikke noget, folk skal afklare internt, understreger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikring og Pension.

Du kan dog også få en bøde for at have forsømt din pligt, selv om der ikke er nogen, der er faldet og er kommet til skade endnu, og kommunen kan i princippet vælge at rydde fortovet og vejen og så sende regningen for snerydningen direkte til dig.

Det er også værd at huske på, at skraldemanden og postbuddet kan nægte at komme forbi din adresse, hvis adgangen til postkassen, trapper og affaldsstativet ikke er tilstrækkeligt ryddet og gruset eller saltet.

Fakta om isglatte fortove:

- Der skal være ryddet for sne og saltet for is på fortovet mellem 7-22 i hverdagene og mellem 8-22 i weekenden.

- Flere kommuner tilbyder gratis grus og vejsalt til borgerne, som kan afhentes på genbrugsstationer rundt om i landet.

- Flere kommuner tilbyder at gratis hjælp til snerydning og saltning til pensionister.

- Hvis du bor til leje eller i en andelsforening, så er det som regel ejeren eller andelsforeningen, der har ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse.

- Hvis du bor på en privat vej eller en grusvej, så er det din pligt at rydde både vejen og et eventuelt fortov for sne og is.

Kilder: Forsikring og Pension, Bolius

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx