Af Ritzau - 23/05-17 20:54

Danske amatører laver hidtil mest avancerede raketDanske amatører laver hidtil mest avancerede raket

Senest i september affyrer Copenhagen Suborbitals en ny, kompliceret raket. Målet er en bemandet tur i rummet.

En flok frivillige raketamatører fra foreningen Copenhagen Suborbitals har længe arbejdet på deres hidtil mest komplicerede svendestykke, Nexø II.

Og nu er raketten og alt udstyr inden længe klar til opsending.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

- Raketten er ved at blive færdigsamlet i værkstedet.

- Vi forventer at kunne foretage de sidste test i løbet af juni, så vi er klar til at udnytte sommervejret og få en perfekt opsendelse i år, siger formand Kristian Elof Sørensen.

Opsendelsen af Nexø II forventes at finde sted mellem 1. juli og 1. september. Den endelig dato er dog meget afhængig af vejret.

Raketforeningen, der tæller cirka 50 frivillige, har bygget og opsendt raketter i Danmark siden 2011.

Det er alt sammen et led i ambitionen om at blive de første amatører nogensinde, som sender en bemandet Spica-raket ud i rummet.

- En vellykket opsendelse i år er altafgørende for at komme videre mod vores mål, der er at bygge en raket, der er stor nok til at sende et menneske ud i rummet, siger Kristen Elof Sørensen.

Nexø II er opkaldt efter den bornholmske by. Affyringen kommer til at finde sted cirka 30 kilometer øst for øen i Østersøen og skal foregå fra foreningens selvsejlende affyringsplatform ved navn Sputnik.

Den avancerede raket efterfølger Nexø I. Raketten blev affyret i slutningen af juli sidste år, men noget gik desværre galt, og motoren slukkede før tid.

Den skulle efter planen nå seks til otte kilometer op over Østersøen, men den højde kom den ikke i nærheden af.

Der er lavet en række forbedringer af efterfølgeren, som blandt andet er en meter længere.

Nexø II har blandt andet fået fixet dens computersystemer, der fik motoren på Nexø I til at gå i stå.

- Siden affyringen af Nexø I sidste sommer har vi arbejdet intenst på at rette de problemer, der gjorde, at Nexø I ikke fløj så højt, som vi planlagde, siger formand Kristan Elof Sørensen.

Nexø II er desuden opgraderet med et dynamisk trykreguleringssystem, så motorens ydeevne kan kontrolleres under hele flyvningen, tilføjer han.

- Raketten er stadig for lille til at nå ud i rummet, men de teknologier, vi tester, er præcis de samme, som vi skal bruge til Spica, siger Kristian Elof Sørensen, der forklarer:

- Spica-raketten, der skal sende vores astronaut ud i rummet, er så stor, at det giver mening for os at bygge en række mindre raketter for at teste alle de systemer, vi kan, i mindre skala.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx