Af Ritzau - 12/01-17 15:47; Opdateret: 12/01-17 16:55

Musikfestival får gymnasium til at rykke sommerferienMusikfestival får gymnasium til at rykke sommerferien

Horsens Statsskole har rykket skolestarten fire dage for at give eleverne mulighed for at tage på Smukfest.

Efter den oprindelige plan skulle eleverne på Horsens Statsskole møde efter næste sommerferie 10. august, som ligger midt i uge 32.

Men det har vakt så stor utilfredshed blandt eleverne, fordi 10. august ligger, mens der er Smukfest i Skanderborg, at gymnasiet har ændret på ferieplanen.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Nu begynder det nye skoleår først 14. august - det vil sige mandag i uge 33. Samtidig passer ferien nu sammen med folkeskolernes.

- Der var så tilpas stor utilfredshed fra elevernes side, at vi bøjede os for deres ønske og flyttede skolestarten til 14. august. Det er cirka en uge senere, end vi plejer at begynde, fortæller rektor på Horsens Statsskole Flemming Steen Jensen til Horsens Folkeblad.

Ferieplanen var meldt ud til eleverne, men så tog elevrådet affære.

- Elevrådet henvendte sig, fordi så mange elever har købt billet til festivalen og meget gerne vil afsted.

- Vi vil gerne have vores elever i skole og lavede derfor den aftale, at vi rykkede sommerferien, og så møder eleverne friske og veludhvilede i skole mandag morgen efter festivalen, forklarer Flemming Steen Jensen.

Rektoren ser det ikke som et problem, at gymnasiet må rykke skolestarten.

- Det passer stadig med det antal skoledage, vi skal have. Hvis det spidsede til, og vi havde brug for skoledagene, ville vi sige, det var vigtigere at komme i skole, siger han.

Flemming Steen Jensen glæder sig over, at ferien nu passer med folkeskolernes, så familier får nemmere ved at planlægge ferie.

Hos Danske Gymnasier er man ikke stødt på lignende tilfælde før, fortæller formand Anne-Birgitte Rasmussen til Ritzau.

Hun vurderer, at det hænger sammen med, at mange gymnasier starter lidt senere efter sommerferien i år.

- Man har måske villet imødekomme et ønske hos eleverne samtidig, og så har man kunnet gøre det på den måde, siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx