Af Ritzau - 17/05-17 16:02; Opdateret: 17/05-17 16:50

Rigsrevisionen: Centrale dokumenter om Dong er vækRigsrevisionen: Centrale dokumenter om Dong er væk

Det er "meget utilfredsstillende", at centrale Dong-dokumenter ikke er i Finansministeriets sager, lyder det.

Rigsrevisionen kommer onsdag med en usædvanlig skarp kritik af Finansministeriet for håndteringen af salget af energiselskabet Dong.

Rigsrevisionen finder det "meget utilfredsstillende", at centrale dokumenter om Dong ikke er i Finansministeriets sager. Samtidig får Finansministeriet også kritik fra Statsrevisorerne.

Dermed bliver der igen sat fokus på salget, som har ført til hård kritik fra især Enhedslisten og SF af Socialdemokratiets daværende finansminister Bjarne Corydon.

Han solgte med opbakning fra et flertal i Folketinget Dong alt for billigt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, har kritikken lydt. Salget splittede SF og førte til, at partiet trådte ud af S-R-SF-regeringen i 2014.

- Rigsrevisionen konstaterer, at flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager om kapitaludvidelsen, og at ministeriets overvejelser ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt dokumenteret.

- Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende, særligt fordi der var tale om en økonomisk væsentlig transaktion, og fordi den mangelfulde dokumentation vedrører vigtige dele af sagens forløb, skriver Rigsrevisionen.

I beretningen konkluderer Rigsrevisionen, at Finansministeriet dermed ikke har "sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget, hvilket ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik."

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen af Dong-sagen i september 2016 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne. Også fra de politisk udpegede statsrevisorer er der hård kritik af Finansministeriet.

Statsrevisorerne finder det ligesom Rigsrevisionen "meget utilfredsstillende", at Finansministeriet "ikke har levet op til god forvaltningsskik" i forbindelse med Dong-salget.

- En skærpende omstændighed er, at der er tale om en meget væsentlig økonomisk transaktion, fastslår Statsrevisorerne i en skriftlig udtalelse.

Efter salget af Dong steg prisen på selskabet i løbet af få år til mere end det dobbelte. Dermed tjente Goldman Sachs i løbet af meget kort tid et milliardbeløb på investeringen.

Faktisk har Goldman Sachs på tre år tjent hele 17,7 milliarder kroner på investeringen.

Flere partier har kritiseret processen for at være dårligt tilrettelagt og være årsag til, at den danske statskasse er gået glip af et milliardbeløb.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsvarede dog salget i Folketingets spørgetime tirsdag:

- Jeg har respekt for den beslutning, den tidligere regering traf med en socialdemokratisk finansminister i spidsen om at sikre noget ekstern kapital til Dong på et kritisk tidspunkt i selskabets historie.

- Jeg abonnerer ikke på det synspunkt, at fordi aktionen lykkes i den forstand, at Dong kom igennem og er vokset og blevet stærk, så kan man sige, at det er forkert. Det er da et eksempel på noget, der lykkes, sagde Løkke tirsdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx