Af Ritzau - 24/05-17 11:46; Opdateret: 24/05-17 12:30

Tre nye anholdelser efter Manchester-angrebTre nye anholdelser efter Manchester-angreb

Politiet har i South Manchester anholdt yderligere tre mænd efter bombeangreb. I forvejen var 23-årig anholdt.

Tre personer er anholdt i den sydlige del af Manchester efter mandagens bombeangreb. Det rapporterer tv-kanalen Channel 4.

- Tre mænd er anholdt, efter at politiet gennemførte ransagninger i South Manchester i forbindelse med den igangværende efterforskning af mandag aftens forfærdende angreb på Manchester Arena, hedder det i en erklæring fra politiet.

Flere britiske medier fortalte tirsdag, at politiet gennemførte razziaer i et eller flere huse i South Manchester.

En 23-årig mand er tidligere anholdt i forbindelse med bombeangrebet, der kostede 22 mennesker livet.

Ifølge BBC er den ene af de fire anholdte bror til bombemanden, Salman Abedi.

Indenrigsminister Amber Rudd sagde tidligere onsdag, at Abedi sandsynligvis ikke handlede på egen hånd.

Islamisk Stat (IS) påtog sig tirsdag gennem de sociale medier skylden for bombeangrebet.

Men de britiske myndigheder har foreløbig ikke bekræftet, at angrebet var en forbrydelse begået af IS.

Abedi var født i Storbritannien og boede i Manchester. Forældrene stammede fra Libyen.

Rudd bekræfter oplysninger i de britiske medier om, at Abedi for nylig var vendt hjem fra Libyen.

Den franske indenrigsminister, Gerard Collomb, siger til tv-kanalen BFMTV, at Abedi formentlig også har været i Syrien. Han siger, at han har oplysningen fra den britiske efterretningstjeneste.

- I dag ved vi kun, hvad de britiske efterforskere har fortalt os. At en britisk person af libysk herkomst pludselig efter en rejse til Libyen og formentlig Syrien bliver radikaliseret og beslutter at udføre dette angreb, siger han.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx