Af Ritzau - 18/05-17 17:12; Opdateret: 18/05-17 17:39

Forsvarer i Kundbysagen efter dom: Vores system fungererForsvarer i Kundbysagen efter dom: Vores system fungerer

En 17-årig pige fra Kundby og hendes forsvarer er meget lettede over, at det blev til seks års fængsel.

- Hvor tirsdag var et nederlag, så er det her en sejr.

Sådan siger Mette Grith Stage, forsvarer for en 17-årig pige, der torsdag blev idømt seks år fængsel for at planlægge bombeangreb mod to skoler.

Seks års fængsel lyder umiddelbart ikke som noget, der er værd at fejre. Men på grund af kriminalitetens grovhed og en anbefaling fra Retslægerådet, krævede anklagemyndigheden, at pigen skulle i forvaring.

- Jeg synes, at det her viser, at vores retssystem fungerer. Selvfølgelig kan vi få hende ind på rette spor, når hun får seks år til det.

- Jeg er meget lettet, og det er min klient også, siger Mette Grith Stage.

Forvaring kan idømmes i stedet for straf i sager, hvor den dømte anses som meget farlig, og hvor retten anser en tidsubestemt indespærring som nødvendig for at forhindre ny kriminalitet.

Retten lagde i dommen vægt på pigens unge alder ved gerningstidspunktet. Hun var 15 år gammel, da hun i januar 2016 blev anholdt.

Der blev også lagt vægt på, at pigen ikke tidligere er straffet.

Også særligt det første var en ting, som Mette Grith Stage lagde vægt på, da hun tirsdag procederede strafspørgsmålet.

- Jeg håber, I lytter til mig, når jeg siger: Man sender ikke et barn, en teenager, der ikke tidligere er straffet, i forvaring. Hende sender man i fængsel, lød det fra advokaten.

Siden anklagemyndighedens strafpåstand blev kendt for offentligheden, har Mette Grith Stage - også uden for rettens vægge - tordnet mod kravet.

Hun har ment, at det var en alt for voldsom foranstaltning, når man tænker på pigens alder og den rene straffeattest.

- Men seks år er også lang tid. Systemet har hende nu. Hun er i systemets hule hånd det næste lange stykke tid, og nu har man alle muligheder for at iværksætte antiradikalisering, hvis man mener, at det er nødvendigt, siger Mette Grith Stage.

Pigen har nu 14 dage til at beslutte sig for, om hun vil anke afgørelsen til landsretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx