Af Ritzau - 29/01-17 04:09

Trump besværliggør embedsmænds fremtid som lobbyisterTrump besværliggør embedsmænds fremtid som lobbyister

Hvis man har arbejdet for USA's regering, skal man ikke uden videre kunne blive lobbyist, mener Donald Trump.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lørdag underskrevet et dekret, der kraftigt indsnævrer mulighederne for at blive lobbyist, hvis man tidligere har været ansat i Det Hvide Hus eller andre regeringskontorer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den republikanske forretningsmand førte kampagne på netop at "rydde op" i Washington, som han mener er fyldt med brodne kar.

Trump lovede gentagne gange, at han ville "dræne sumpen," hvis han blev valgt.

Det betød blandt andet, at han ville gøre op med, at politikere - ifølge ham - bliver alt for påvirkede af lobbyister, skriver Reuters.

Efter at Trump underskrev dekretet, sagde han, at de ansatte i hans administration ikke må drive lobbyvirksomhed over for det departement, de har været ansat i.

Det gælder fem år, efter at de er holdt op med at arbejde for regeringen.

Trumps ordre betyder også, at man ikke kan arbejde for en udenlandsk regering eller et udenlandsk parti resten af sit liv, hvis man først har været ansat i den amerikanske administration.

Donald Trump har selv været under pres for at distancere sig fra sit forretningsimperium, som han nu har sat sine sønner i spidsen for.

Trumps forretninger omfatter blandt andet hoteller og golfbaner forskellige steder i verden.

Den amerikanske præsident har fået blåstemplet, at han ikke længere har interessekonflikter, efter at han har overdraget sine forretninger.

Med underskrivelsen fortsætter Donald Trump den heftige aktivitet af ny lovgivning, som han har trumfet igennem, efter at han overtog embedet 20. januar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx