Af Ritzau - 23/05-17 11:21

DF kræver skærpet grænsekontrol efter Manchester-angrebDF kræver skærpet grænsekontrol efter Manchester-angreb

Regeringen skal sende mere politi, hjemmeværn eller soldater til grænsen mod Tyskland og Sverige, mener DF.

Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg (V) bør sende mere mandskab til grænseovergangene for at beskytte danskerne mod terrorangreb.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- I landene omkring os er der med jævne mellemrum terroranslag. Vi kan aldrig sikre os 100 procent, men vi skal i hvert fald sikre os bedre end i dag, siger Martin Henriksen.

Han foreslår, at der som minimum i en midlertidig periode sendes mere mandskab til grænsen mod Tyskland og Sverige. Det kan være politifolk, hvis der er mulighed for det, eller personer fra hjemmeværnet eller forsvaret.

- Igennem årene har vi forsøgt at styrke vores efterretningstjenester, og vi har også gradvist fået mere grænsekontrol. Men alle, der bevæger sig ind og ud af Danmark, kan se, at der er plads til forbedring.

- Der er stadigvæk steder, hvor folk, der vil os det ondt, kan slippe igennem, siger Martin Henriksen.

Tirsdag morgen er 22 mennesker meldt dræbt efter en koncert mandag aften i Manchester Arena med amerikanske Ariana Grande.

Britisk politi har bekræftet, at en mandlig selvmordsbomber står bag angrebet.

Det er tirsdag formiddag endnu ikke oplyst, hvilken baggrund selvmordsbomberen havde.

Spørgsmål: Den nuværende grænsekontrol koster mange timer for politiet og får kritik for, at det er få personer, der stoppes. Er mere grænsekontrol virkelig den bedste måde at bekæmpe terror på?

- Ja, det mener jeg helt klart. Vi har set, at en mand, som blev anholdt i Tyskland mistænkt for at ville begå en terrorhandling i København, faktisk blev stoppet af den danske grænsekontrol.

- Så den nuværende grænsekontrol har meget tydeligt vist, at den virker.

- Vi nærmer os 4000 illegale indvandrere, der er blevet afvist af grænsekontrollen. Mange af dem kunne også have haft ondt i sinde, siger Martin Henriksen.

Spørgsmål: Vi ved ikke, hvad der præcist er sket i Manchester, men der har været tilfælde, hvor angrebene er udført af personer, der er født og opvokset i landet. Det kan grænsekontrollen vel ikke forhindre?

- Terrortruslen kommer fra mange sider. Det kan være folk, der rejser ind i landet, og der vil grænsekontrollen have en effekt. Det kan være fra folk, der er i landet, og der er det rigtigt, at det er svært at forhindre et angreb med grænsekontrol.

- Der er det spørgsmål om efterretningstjenesten og politiet har ressourcer nok. Og det er vi altid klar til at diskutere, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- På den lange bane er det et spørgsmål om at begrænse den indvandring, vi har til Danmark, hvis man vil forebygge terror, siger Martin Henriksen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx