Af Ritzau - 04/04-17 10:31; Opdateret: 04/04-17 12:21

Russisk guvernør: Politifolk dræbt i bagholdsangrebRussisk guvernør: Politifolk dræbt i bagholdsangreb

Ruslands guvernør i Astrakhan siger, at radikale islamister står bag drab på to politimænd i området.

Ruslands guvernør i den russiske by Astrakhan siger, at en gruppe af radikale islamister står bag drab på to politimænd i området. Det skriver nyhedsbureauet RIA ifølge Reuters.

- To politifolk blev skudt og dræbt i Astrakhan sent mandag, oplyser flere russiske medier.

- En gruppe radikale islamister, som havde lavet en kunstig trafikulykke, åbnede ild mod politifolk fra færdselspolitiet ... Desværre døde to politifolk på stedet af deres skudsår, siger guvernøren, Aleksander Sjilkin, i en erklæring.

- Angrebsmændene flygtede kort efter, at de havde åbnet ild, siger guvernøren.

Det regionale politi i Astrakhan siger, at angrebet skete natten til tirsdag, efter at færdselspolitiet var blevet tilkaldt til en ulykke.

I erklæringerne fra guvernøren bliver der ikke nævnt noget om angrebsmændenes mulige motiver eller deres identitet.

Astrakhan regionen ligger ved Det Kaspiske Hav og grænser også op til det urohærgede Dagestan i Kaukasus.

Angreb på politifolk sker jævnligt i Kaukasus, men langt mere sjældent i andre regioner.

Meddelelsen om drabene på de to politifolk kommer dagen efter, at en eksplosion i en metrostation i Sankt Petersborg kostede 14 mennesker livet og sårede næsten 50.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, siger, at eksplosionen var et terrorangreb.

Den russiske statsborger, som er mistænkt for at stå bag eksplosionen i metroen, er født i Kirgistan.

Det oplyser Kirgistans sikkerhedsdepartement ifølge Ifax.

- Angrebet var et selvmordsangreb udført af Akbarjon Djalilov, som blev født i 1995. Djalivov er russisk statsborger, som blev født i Kirgistan, siger en talsmand for den kirgisiske sikkerhedstjeneste.

Den mistænkte skal have haft forbindelser til radikale islamister.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx