Af Ritzau - 28/01-17 16:56; Opdateret: 28/01-17 17:15

Rettighedsgrupper angriber straks Trumps nye indrejseforbudRettighedsgrupper angriber straks Trumps nye indrejseforbud

Menneskerettighedsgrupper lægger sag an mod præsident Donald Trumps indrejseforbud for visse flygtninge.

Amerikanske menneskerettighedsgrupper lægger sag an mod præsident Donald Trumps indrejseforbud for flygtninge fra særlige lande, skriver AFP.

Sagsanlægget kommer lørdag fra Den Amerikanske Borgerrettighedsunion og andre menneskerettighedsgrupper, efter at to irakere blev tilbageholdt i John F. Kennedy Lufthavnen i New York.

I sagsanlægget kræves de tilbageholdte løsladt på grund af ulovlig tilbageholden.

Der er ubekræftede presseforlydender om, at en irakisk mand, som tilbageholdes i New York, har arbejdet for den amerikanske regering i Irak i 10 år, og at den anden var kommet til USA for at slutte sig til sin kone, som har arbejdet for private amerikanske selskaber i Irak.

Ifølge The New York Times siger de tilbageholdte irakeres advokater, at begge personer har gyldigt visum til at komme ind i USA.

Mindst fem irakere og en statsborger fra Yemen er lørdag blevet nægtet at komme om bord på et fly fra Kairo i Egypten til New York i USA, selv om de på forhånd havde sikret sig visum.

Borgerrettighedsgrupperne har anmodet om, at sagen får status som en principiel sag, så de kan repræsentere alle flygtninge og rejsende, som holdes tilbage som følge af dekretet fra præsidenten.

Trump underskrev fredag et dekret, der forhindrer nye visumudstedelser til personer fra syv konkrete lande.

Beslutningen er en del af en række stramninger i USA's udlændingepolitik. Formålet er ifølge Trump at holde "radikale, islamistiske terrorister" ude af landet.

Frem til en række strammere regler er på plads, vil der ikke blive udstedt visum til en række borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

The New York Times skriver, at lufthavnsmyndighederne begyndte at tilbageholde rejsende allerede fredag aften (lokal tid).

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx