Af Ritzau - 04/01-17 16:47; Opdateret: 04/01-17 17:18

Førsteprioritet for Trump er at ophæve ObamacareFørsteprioritet for Trump er at ophæve Obamacare

En række lovudspil vil sikre en rolig overgang for sygesikring efter Obamacare, siger Mike Pence.

USA's kommende vicepræsident, Mike Pence, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at førsteprioritet for den nye Trump-administration er at ophæve og erstatte sundhedsreformen Obamacare.

- Det første skridt er at få ophævet Obamacare, hvorefter vi vil udvikle en ny plan, siger Donald Trumps kommende vicepræsident og tilføjer:

- Vi har udviklet en række lovudspil, som vil sikre en rolig og ordentlig overgang for sygesikring, efter at Obamacare er ophævet.

Præsident Barack Obamas store sundhedsreform, der i folkemunde kaldes Obamacare, har givet sundhedsforsikring til omkring 20 millioner amerikanere, som tidligere stod uden sundhedsforsikring.

Den republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, siger, at sundhedssystemet er blevet "ødelagt og opløst" under systemet med Obamacare.

- Det er nødvendigt med massiv indgriben, siger han.

Donald Trump har længe gjort det klart, at han vil af med Obamacare og i stedet skabe øget konkurrence mellem private forsikringer. Men han har også sagt, at der er gode aspekter ved Obamacare.

Obama møder onsdag en række af Demokraternes kongresmedlemmer for at diskutere forskellige strategier for, hvordan de kan afværge Republikanernes forsøg på at afskaffe Obamacare.

Sundhedsreformen blev vedtaget i 2010 men først fuldt indfaset i 2014.

- Folk skal huske på, at Obamacare simpelthen ikke virker, og det er ikke til at betale, skrev Donald Trump på Twitter tirsdag.

Mike Pence mødes onsdag med partifæller for blandt andet at drøfte mulige erstatninger for Obamacare, som har været stærkt omdiskuteret siden dens indførelse.

Amerikanerne tvinges af lovpakken til at sørge for sygesikring, hvilket ifølge kritikere er en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder.

Mange tekniske og administrative problemer har været med til at skabe et voksende oprør mod dele af reformen i præsidentens eget parti, og mange tilhængere har vendt sig mod den, fordi sygesikring er blevet dyrere end tilsigtet for mange.

Obamacare indebærer blandt andet, at virksomheder med flere end 50 ansatte skal stå for de ansattes forsikring.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx