Af Ritzau - 23/04-17 10:18

Kommentator: S rykker tættere på DF med nyt principprogramKommentator: S rykker tættere på DF med nyt principprogram

Socialdemokratiet er klar med nyt principprogram. For første gang er udlændingespørgsmålet med.

Når Socialdemokratiet for første gang lader udlændingepolitik indgå i partiets nye principprogram, så er det et udtryk for, at det er det absolut største og mest besværlige tema, som optager vælgere i Danmark og i resten af Europa.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell.

- Det handler også om, at Socialdemokratiet har flyttet sig meget i udlændingepolitikken det seneste år. Partiet er rykket til højre, og det er sket, uden at der har været nogen større ballade internt i partiet, siger han.

Socialdemokratiet offentliggør søndag et udkast til det blot syvende principprogram i partiets historie.

Ifølge Hans Engell indeholder principprogrammet ikke konkrete politiske udspil, og på den politiske skala planter det sig solidt i midten, når det handler om udlændingepolitikken, vurderer han.

Socialdemokratiet slår i det nye principprogram fast, at partiet er humanistisk og solidarisk.

Danmark skal fortsat tage imod flygtninge og værne om menneskerettighederne. Men Danmark kan ikke tage imod flere udlændinge, end det er muligt at integrere effektivt, lyder det i principprogrammet.

Selv om S fortsat er et stykke fra DF's udlændingepolitik, som er længere til højre på den politiske skala, så er det nye principprogram et udtryk for, at S-formand Mette Frederiksen tager partiet endnu et skridt nærmere Dansk Folkeparti, siger Hans Engell.

- Alene det, at man tager temaet med og kommer med klare markeringer, er en bevægelse til højre og dermed i retning af Dansk Folkeparti. Det er klart, at Socialdemokratiet har tabt flere valg, hvor udlændingepolitik var et af hovedtemaerne.

- Det skete i 2001, 2007 og 2015. Mette Frederiksen har altså ikke tænkt sig at tabe det næste valg på udlændingepolitikken. Det ligger meget i tråd med den linje, hun har valgt, med et tæt samarbejde med Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx