Af Ritzau - 01/05-17 00:02

Flygtninge blev undervist i at søge asyl ved hjælp af løgneFlygtninge blev undervist i at søge asyl ved hjælp af løgne

Menneskesmuglere mistænkes for at have instrueret flygtninge i, hvordan de kunne snyde sig til at opnå asyl.

En bande af menneskesmuglere mistænkes af de tyske myndigheder for at have skolet flygtninge i at lyve over for myndighederne med det formål at opnå asyl under falske forudsætninger.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tysk politi stormede i sidste uge flere lejligheder og et advokatkontor i den tyske delstat Niedersachsen.

Formålet med aktionen var at optrevle en menneskesmuglerbande, som formodes at have transporteret flere end 700 flygtninge illegalt ind i Tyskland.

Men ud over den illegale menneskesmugling menes banden også at have instrueret flygtningene i, hvordan de mest troværdigt kunne agere muslimer, der havde forladt deres tro til fordel for kristendommen og derfor var i fare i deres hjemland.

Som led i razziaen blev de to formodede hovedmænd i den kriminelle gruppe arresteret i nærheden af byen Hannover.

Det drejer sig om en 37-årig iraker, der skal have arrangeret flugtruterne til Tyskland, og en 54-årig tysk tolk med iransk indvandrerbaggrund.

Sidstnævnte skal sammen med en advokat have undervist flygtningene i, hvilke løgne de skulle sige til myndighederne for at få asyl.

Ifølge politiet har banden arrangeret en slags all inclusive-menneskesmugling.

Flygtningene, der ifølge politiets oplysninger hovedsageligt kommer fra Afghanistan og Iran, blev først transporteret til Tyskland, og derefter vejledt i at svare på en måde, der øgede chancerne for asyl.

Flygtningene blev blandt andet opfordret til at påstå, at de var muslimer, der var konverteret til kristendommen.

Banden øvede også bibelcitater og lignelser med flygtningene, til de kunne teksterne udenad. Flygtningene blev yderligere rådet til at deltage i gudstjenester og sørge for, at vidner så dem i kirkerne.

Politiet er overbevist om, at flygtningene allerede før afrejsen fra deres hjemlande blev instrueret i at lade sig fotografere med en eller anden form for kors.

Billederne skulle gøre det mere troværdigt i de tyske myndigheder øjne, at flygtningene var konverteret til kristendommen, før de flygtede til Europa.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx