Af Ritzau - 05/05-17 03:24

Sanktioner har lammet Nordkoreas eksport af kulSanktioner har lammet Nordkoreas eksport af kul

FN's forsøg på at udtørre en af Nordkoreas vigtigste indtægtskilder ser ud til at virke efter hensigten.

FN's sanktioner mod Nordkorea i kølvandet af en atomprøvesprængning i 2016 har lammet landets vigtige eksport af kul.

I marts kom der ikke så meget som en enkelt dollar i kassen fra den kant.

- Ingen lande har over for FN indberettet import af kul fra Nordkorea i marts, skriver det sydkoreanske Yonhap.

Nyhedsbureauet henviser til en opgørelse, der fredag er lagt ud på en hjemmeside fra en sanktionskomité under FN.

Komitéen har bedt alle medlemslande om hver måned at informere om deres kulhandel med Nordkorea. Oplysningerne bliver offentliggjort med godt en måneds forsinkelse.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i efteråret 2016 en resolution - nummer 2321 - der stort set forbyder medlemsstater at købe kul i Nordkorea.

Det samlede køb fra alle lande må ifølge resolutionen ikke overstige 400,87 millioner dollar eller 7,5 millioner tons i 2017.

Kul er en af landets vigtigste eksportvarer. Salget indbringer hård valuta, som ifølge Yonhap mistænkes for at være med til at finansiere Nordkoreas atomprogram.

Straffeaktionen fra sikkerhedsrådet kom, efter at Nordkorea 9. september 2016 foretog en atomtest i strid med en stribe tidligere resolutioner fra FN.

Kina er den største aftager af kul fra Nordkorea. Men Kina, der er blandt de fem lande med vetoret i FN's Sikkerhedsråd og historisk har et godt forhold til Nordkorea, stemte for sidste efterårs resolution.

Kina menes at have fortsat importen af kul i begyndelsen af 2017, men i februar meddelte regeringen i Beijing, at den ville suspendere al køb af kul fra Nordkorea for resten af 2017.

Resolution 2321 forbyder også Nordkorea at eksportere kobber, nikkel, sølv og zink. Det samme gælder for salg af helikoptere og skibe ifølge en pressemeddelelse fra FN's Sikkerhedsråd 30. november 2016.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx