Af Ritzau - 03/04-17 20:58

FC København vender truende nederlag til sejrFC København vender truende nederlag til sejr

Sønderjyske var i front mod FC København, men mestrene vendte kampen på fem minutter og vandt 2-1.

Heller ikke Sønderjyske formåede at ændre på FC Københavns status som ubesejret. En status der nu strækker sig over 29 kampe, fordelt på to kampe i sidste sæson og 27 kampe i denne sæson.

Godt nok var Haderslev-klubben foran 1-0 mod københavnerne i Alka Superligaens mesterskabsspil, men FCK vendte på fem minutter midt i anden halvleg opgøret og vandt 2-1.

Dermed genskaber FCK forspringet på 12 point ned til nummer to, Brøndby, mens Sønderjyske stadig indtager fjerdepladsen.

FCK er for Sønderjyske den absolutte skrækmodstander i Superligaen. Med mandagens nederlag har de to hold mødt hinanden 33 gange i superliga-sammenhæng, og sønderjyderne har stadig første sejr til gode.

Ni gange har Sønderjyske fået uafgjort, mens der nu står 24 sejre ud for FCK.

Gæsterne havde allerede kort før pausen en gylden mulighed for at komme i front, da dommer Dennis Mogensen dømte straffespark for hånd på bolden.

Den mulighed formøblede Andreas Cornelius, da han bragede bolden over. Kort efter var det så i stedet Troels Kløve, der kunne give Sønderjyske føringen, da han på en returbold flot scorede via den ene stolpe.

Efter pausen havde hjemmeholdet flere pæne muligheder for at komme på 2-0, men både Christian Jakobsen og Mikael Uhre brændte deres chancer.

Midt i anden halvleg kunne Andrija Pavlovic så udligne, da han via overliggeren styrede et Ludwig Augustinsson-indlæg i mål.

Kort efter kom sejrsmålet, da Federico Santander udnyttede en blottelse fra Sønderjyske-keeper Lukas Fernandes og scorede i tomt mål. Målet var Federico Santanders sjette i de seneste fem superligakampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx