Af Ritzau - 05/01-17 00:52

Tottenham-boss lettet over vigtig sejrTottenham-boss lettet over vigtig sejr

Med en sejr på 2-0 lukkede Tottenham en del af hullet op til Chelsea i Premier League.

Det var en lykkelig Mauricio Pochettino, Tottenhams cheftræner, der mødte pressen, efter at hans mandskab havde slået et formstærkt Chelsea-hold.

Forud havde han set danske Christian Eriksen lave to sublime oplæg til den engelske wonderboy Dele Alli i 2-0 sejren.

- Det er en kæmpe sejr for os. Vi får tre point og lukker dermed en del af hullet op til Chelsea i toppen af tabellen.

- Vi møder et af Europas allerbedste hold, det gør kun sejren endnu bedre.

Han havde specielt rosende ord med på vejen til Dele Alli, der har været forrygende de seneste uger for Tottenham.

- Han yder en fantastisk præstation foran målet. Han er en god spiller, der hele tiden formår at forbedre sig.

Tottenham har nu vundet fem kampe i træk.

Med sejren avancerede Tottenham til tredjepladsen med 42 point, samme antal som nummer fire, Manchester City. Arsenal har 41 point, Manchester United har 39.

Kun Chelsea (49) og Liverpool (44) ligger over i tabellen.

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen indtog en af de absolutte hovedroller, da han lagde op til begge mål i opgøret.

Med sublime serveringer fandt han to gange Dele Alli, der i begge tilfælde headede bolden i mål bag målmand Thibaut Courtois.

Første gang var i første halvlegs tillægstid. Eriksen modtog bolden i højre side, og med en følt aflevering fandt han pandebrasken på Dele Alli, der stangede bolden i målhjørnet til 1-0.

Ni minutter efter pausen befandt Eriksen sig tættere på feltet, og fra kanten af dette fandt han Dele Alli ved bageste stolpe, og så stod det 2-0.

Eriksen var fra starten toneangivende ligesom resten af Tottenham-holdet, der tydeligvis havde mest brug for tre point.

Midt i første halvleg var danskeren tæt på at score, da han opsnappede bolden efter en Chelsea-fejl midt på banen og satte i løb mod Chelsea-målet.

Han afsluttede lige uden for feltet, men bolden skruede en anelse for meget udad, så den sneg sig knap en halv meter forbi stolpen.

Chelsea kreerede ikke meget offensivt, men holdet blomstrede op med et intensivt pres i anden halvlegs første minutter.

Men i stedet for udligning kom Tottenham på 2-0, og derefter koncentrerede hjemmeholdet sig forståeligt nok mest om at forsvare.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx