Af Ritzau - 07/05-17 16:04

Valg i Slesvig-Holsten følges nøje i hele TysklandValg i Slesvig-Holsten følges nøje i hele Tyskland

Ved valget kan det danske mindretals parti, SSV, igen få en central rolle som tungen på vægtskålen.

Vælgerne i Slesvig-Holsten går søndag til stemmeurnerne ved et delstatsvalg, som bliver fulgt nøje i hele Tyskland, for det opfattes som et forvarsel om udfaldet af efterårets forbundsdagsvalg.

Ved valget kan det danske mindretals parti, SSV, igen få en central rolle som tungen på vægtskålen. Partiet, der ikke er omfattet af spærregrænsen på fem procent, har i de seneste fem år været med i en delstatsregering sammen med socialdemokraterne og De Grønne.

I hele forbundsrepublikken er der stærk fokus på det tyske socialdemokrati, SPD, som under en ny leder, Martin Schulz, vejrer morgenluft på nationalt plan.

Der er dog blandt partiets tilhængere stigende bekymring for, at partiet ikke har tilstrækkeligt med momentum til at kunne fravriste den konservative Angela Merkel kanslerposten ved valget i september.

Hvis delstatsvalget i Slesvig-Holsten fører til en CDU-ledet koalition vil det svække socialdemokraternes tro på en massiv fremgang på et kritisk tidspunkt. Om kun en uge er der delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen, Tysklands mest befolkningsrige delstat.

- En valgsejr til Angela Merkel eller til hendes parti i Slesvig-Holsten vil være et vendepunkt i den nationale valgkamp, skriver den konservative avis Die Welt.

CDU har tabt en stribe af delstatsvalg i de seneste to år, hvor mange vælgere har vendt sig mod Merkel på grund af hendes liberale flygtningepolitik, som fik hende til at tage imod over en million asylsøgere i Tyskland.

SSV's formand, Flemming Meyer, sagde under valgkampens begyndelse, at hans fornemmelse er, at samarbejdet med SPD og De Grønne kan fortsætte, men meningsmålinger tyder på en tilbagegang for SSV.

Når SSV har siddet i regering de sidste fem år, så er det første gang nogensinde.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx