Af Ritzau - 05/07-17 00:56; Opdateret: 05/07-17 01:31

Nordkorea: Testet missil kan bære stor atombombeNordkorea: Testet missil kan bære stor atombombe

FN's Sikkerhedsråd holder hasteindkaldt møde onsdag efter Nordkoreas seneste prøveaffyring af missil.

Missilet, som Nordkorea succesfuldt testede tirsdag morgen, er i stand til at bære et stort og kraftigt atomsprænghoved.

Det hævder styret i hvert fald selv natten til onsdag via Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA. Det skriver AFP.

Ifølge KCNA overværede Nordkoreas leder, Kim Jong-un, selv affyringen af missilet.

At testen blev gennemført netop 4. juli var ifølge lederen ikke nogen tilfældighed.

Han kalder den en "gave" til de "amerikanske møgsvin" på deres uafhængighedsdag.

Han tilføjer, Nordkorea "løbende vil sende dem (amerikanerne, red.) gaver for at afhjælpe deres kedsomhed".

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, bekræfter, at det testede missil var et såkaldt interkontinentalt ballistisk missil.

Det er første gang, at styret tester et missil af den type.

- USA fordømmer på det kraftigste Nordkoreas affyring af et interkontinentalt ballistisk missil. Det markerer en optrapning af truslen mod USA, vores allierede, regionen og resten af verden, siger Rex Tillerson i en erklæring.

Han tilføjer, at USA aldrig vil tillade Nordkorea at udvikle sig til en atommagt.

Rex Tillerson tilføjer, at USA betragter Nordkorea som et "farligt regime" og vil i samarbejde med FN overveje "strengere foranstaltninger" over for styret.

Den seneste våbentest markerer en milepæl for det isolerede styre, som har en målsætning om at kunne nå USA' fastland med langtrækkende missiler.

FN's Sikkerhedsråd samles til et hastemøde onsdag klokken 21 dansk tid, skriver Reuters.

Nordkorea er underlagt en lang række sanktioner fra FN på grund af styrets våbenprogram. Hidtil har Kim Jong-un dog ignoreret samtlige internationale fordømmelser og i stedet optrappet de omstridte missiltest.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx