Af Ritzau - 24/05-17 17:12; Opdateret: 24/05-17 17:59

Sydkoreansk dressurrytter opgiver kamp mod udleveringSydkoreansk dressurrytter opgiver kamp mod udlevering

Den 20-årige Chung Yoo-ra, som Sydkorea kræver udleveret, opgiver at gå til landsretten med sin sag.

Den 20-årige sydkoreanske dressurrytter Chung Yoo-ra, har opgivet at kære beslutningen om udlevering til landsretten.

Det oplyser Rigsadvokaten på Twitter.

Retten i Aalborg afsagde 19. april kendelse om, at kvinden skulle udleveres til Sydkorea. Dermed stadfæstede retten Rigsadvokatens afgørelse om udlevering.

Kendelsen blev øjeblikkeligt kæret, men nu har hun altså frafaldet ønsket om at få landsrettens vurdering.

I forbindelse med afgørelsen i Retten i Aalborg fortalte hendes advokat, Michael Juul Eriksen, at kvinden ikke havde noget ønske om at blive i Danmark for evigt.

Men hun er bange for at miste kontakten til sin lille søn, og advokaten afviste ikke, at hun ville lade sig udlevere, hvis der kunne laves en ordning, hvor hun kunne bevare kontakten til sønnen.

- Det ser ud til, at det måske kan lade sig gøre, siger Michael Juul Eriksen onsdag.

- Hun er indstillet på at tage hjem og har været i kontakt med advokater og myndigheder i hjemlandet.

Advokaten kan ikke sige, om der er lavet en aftale med de sydkoreanske myndigheder.

- Men hun synes ikke, at det er holdbart at blive her. Hun vil hellere hjem end at sidde indespærret her i landet, siger Michael Juul Eriksen.

Den internationalt efterlyste kvinde blev anholdt af Nordjyllands Politi 1. januar i Aalborg-forstaden Gug.

Chung Yoo-ra anklages af de sydkoreanske myndigheder blandt andet for medvirken til økonomisk kriminalitet og for eksamensfusk. Hun nægter sig skyldig i alle anklager.

Den sydkoreanske kvinde anklages for at have modtaget millioner af kroner, der stammer fra afpresning af store sydkoreanske virksomheder.

Kvindens mor, Choi Soon-sil, er nær veninde med landets afsatte præsident, Park Geun-hye, der anklages for korruption.

Choi Soon-sil anklages for millionsvindel og for magtmisbrug.

Det skal være sket ved, at hun har udnyttet sit venskab med præsidenten til at presse op mod 130 millioner kroner ud af blandt andet elektronikgiganten Samsung.

Pengene er ifølge anklagen gået til et tysk skuffeselskab, som Chung Yoo-ra skal have været medejer af.

Den 20-årige sydkoreaner er en anerkendt dressurrytter, der tidligere har vundet guld ved Asian Games.

Da hun blev anholdt i Danmark, var hun i landet for at se til sin hest, som hun har haft opstaldet hos et nordjysk hestesportscenter.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår hun skal udleveres, skriver Rigsadvokaten.

Tirsdag blev retssagen mod den forhenværende præsident Park Geun-hye indledt. Hun bliver beskyldt for at have taget imod bestikkelse til en værdi af cirka 175 millioner kroner fra næstformand i Samsung Group Jay Y. Lee.

Park har nægtet, at hun har gjort noget forkert. Og ved sagens start erklærede hun sig "ikke skyldig" i samtlige 18 tiltalepunkter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx