Af Ritzau - 04/01-17 23:42; Opdateret: 05/01-17 02:39

Postkassens storhedstid er forbiPostkassens storhedstid er forbi

Antallet af postkasser falder drastisk i takt med, at kommunikation foregår mere elektronisk.

Hvor der i 2010 var cirka 10.000 postkasser i Danmark, er der i dag kun cirka 7000. Alene i løbet af 2016 er omkring 1000 postkasser blevet taget ud af drift, oplyser PostNord.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Forklaringen er, at der sendes langt færre breve, end der gjorde tidligere, skriver avisen. I dag foregår stort set al skriftlig kommunikation via e-mails og sms-beskeder.

Hver dansker sendte i gennemsnit et til to breve i løbet af 2016.

Selv om mange må tænke måneder tilbage for at komme i tanke om, hvornår de sidst puttede et brev i postkassen, så anser mange mennesker ifølge Kristeligt Dagblad postkassernes forsvinden for et ret voldsomt indgreb.

Ifølge Jane Sandberg, der er direktør for Enigma - Museet for Post, Tele & Kommunikation i København, skyldes det, at de røde postkasser er et fysisk symbol på danskernes sammenhængskraft.

- Postkasserne har en tydelig visuel fremtoning, som alle kan afkode som statens forpligtelse til at sørge for kommunikation. De er et nationalt symbol på, at vi alle kan nå hinanden, siger Jane Sandberg til Kristeligt Dagblad.

- Ved at holde fast i postkasserne holder vi samtidig fast i det billede af Danmark, som vi kender og forstår. Behovet for postkassen er for de fleste ikke et konkret behov, men mere et behov oppe i hovedet.

Hos PostNord oplyser driftschef Lene Reipuert, at antallet af postkasser også i de kommende år vil blive tilpasset behovet. Da alt tyder på, at brevmængden vil fortsætte med at falde, vil det samme ske for antallet af postkasser.

- Det giver naturligvis ikke mening for os at køre rundt for at tømme tomme postkasser, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Mængden af brevpost er til gengæld faldet med 80 procent siden 1999, som var det år, danskerne sendte fleste breve.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx