Af Ritzau - 01/03-17 16:51

Juncker: EU skal fødes på ny efter brexitJuncker: EU skal fødes på ny efter brexit

Brexit er beklageligt og smertefuldt. Men det skal ikke stoppe os fra at fortsætte, siger kommissionsformand.

Det europæiske samarbejde er i krise. Netop derfor er det bydende nødvendigt at overveje, hvad EU egentlig kan og vil.

Det budskab leverer EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag i Bruxelles. Han peger på, at den stigende EU-skepsis og Storbritanniens afsked med unionen giver anledning til selvransagelse.

- Brexit er beklageligt og smertefuldt. Men det skal ikke stoppe os fra at fortsætte, siger den tidligere luxembourgske premierminister i EU-Parlamentet.

Foran de folkevalgte og en stribe kommissærer præsenterer han en længe ventet hvidbog med tanker om EU's fremtid frem mod 2025.

Der er tale om et diskussionsoplæg - i første omgang med henblik på et særligt EU-topmøde 25. marts i den italienske hovedstad.

- Rom-topmødet, som markerer EU's 60-års fødselsdag, bliver også dagen, hvor et EU med 27 medlemmer fødes. Europa skal holde sig frisk. Vi skal holde os unge, siger Juncker.

I den små 30 sider lange hvidbog udstikker kommissionen fem mulige scenarier for EU-samarbejdets fremtid.

Scenarierne varierer helt fra en næsten uændret model til en model, hvor de tilbageværende 27 EU-lande samarbejder meget tættere om alt.

I første omgang afviser Jean-Claude Juncker imidlertid at pege på den version, han selv synes bedst om.

Det sker med henvisning til, at de europæiske borgere og politikere først skal have tid til at forstå samarbejdets forskellige muligheder og begrænsninger.

- Vores opgave er at tydeliggøre, hvad Europa kan, og hvad Europa ikke kan. Vi må ikke blive ved med at bilde folk ind, at vi kan hente månen og solen ned, når vi kun kan købe et teleskop, siger formanden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx