Af Ritzau - 01/04-17 18:07

Silkeborg og AaB åbner nedrykningsspil i tam nulløsningSilkeborg og AaB åbner nedrykningsspil i tam nulløsning

Lørdagens superligakamp mellem Silkeborg og AaB sluttede 0-0 efter en tam og ustruktureret affære.

Trods de to holds status som nedrykningstruede lignede det på ingen måde en kamp om overlevelse, da Silkeborg IF på hjemmebane tog imod AaB og spillede 0-0.

Begge hold leverede en ustruktureret og til tider tam omgang fodbold, der sjældent ledte frem til modstandernes målfelt.

Derfor virkede 0-0 som et naturligt resultat i nedrykningsspillets gruppe 2, hvor AaB og Silkeborg nu har henholdsvis 34 og 31 point. Viborg og AGF har 25 point inden deres møde søndag.

Første halvlegs største mulighed faldt efter bare syv minutter, da en blød bold blev vippet over Silkeborgs forsvar og frem mod AaB's angriber Jakub Sylvestr.

Nordjydernes målfarlige slovak, der stod for alle mål, da AaB i februar slog Silkeborg med 3-0, tæmmede kælent bolden, men overplacerede sit skud og måtte til stor fortrydelse se bolden trille forbi den ene stolpe.

I anden halvleg skulle der sydamerikansk hjælp til, før AaB igen blev farlig foran Silkeborgs mål.

Edison Flores, der netop var hjemvendt med mål i bagagen fra sin tur med Perus landshold, var manden bag et flot oplæg til unge Rasmus Thellufsen.

Rasmus Thellufsen, der scorede hele fire mål, da AaB sendte Silkeborg ud af DBU Pokalen, var pludselig helt fri til afslutning, men fik dog ikke ordentligt ram på bolden og hamrede den i sidenettet.

I næste spillerunde af gruppe 2 drager Silkeborg til Aarhus, hvor holdet møder AGF, mens AaB tager imod Viborg hjemme.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx