Af Ritzau - 15/06-17 14:04; Opdateret: 16/06-17 03:37

Eksplosion dræber otte og sårer 65 i kinesisk børnehaveEksplosion dræber otte og sårer 65 i kinesisk børnehave

Eksplosionen skete, da børnene blev hentet af deres forældre. Det kan være en kriminel handling, mener politi.

En eksplosion rystede torsdag eftermiddag lokal tid en børnehave i det østlige Kina. Mindst otte blev dræbt og 65 såret ifølge statslige medier. Ni af de sårede er i kritisk tilstand.

Et billede, der er lagt på internettet af kinesiske medier, viser adskillige kvinder og børn, der sidder eller ligger på jorden foran børnehaven. Nogle af dem bløder. En kvinde knuger et grædende barn.

Umiddelbart er der ingen oplysninger om identiteten på de dræbte.

Kraften fra eksplosionen betød, at flere fik flået deres tøj af.Eksplosionen er den seneste i en række af angreb mod børnehaver i Kina.

En politimand på politistationen i Fengxian i Jiangsu-provinsen siger, at myndighederne er ved at efterforske eksplosionen.

Lokal politi bekræfter over for tv-stationen CCTV, at man efterforsker sagen som en kriminalsag.

Imens skriver avisen Global Times, at eksplosionen ifølge et vidne var forårsaget af en gascylinder fra en madbod.

Eksplosionen skete ved porten til børnehaven, da forældre var ved at hente deres børn kort før klokken fem om eftermiddagen. Det rapporterer nyhedsbureauet Xinhua med henvisning til beredskabstjenesten i Xuzhou city.

Voldelige overfald er sjældne i Kina sammenlignet med andre lande, men i de senere år har der været en række kniv- og økseangreb i landet. Mange af angrebene har været rettet mod børn.

I januar i år trængte en mand ind i en børnehave i Guangxi-provinsen, hvor han gik til angreb på børn med en kniv. 11 børn blev såret under angrebet i byen Pingxiang.

Mellem 2010 og 2012 var der en bølge af angreb mod børnehaver. I de fleste tilfælde var gerningsmanden mentalt forstyrret.

I 2010 blev 20 børn dræbt i angreb på skoler i Kina.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx