Af Ritzau - 26/04-17 17:49; Opdateret: 26/04-17 18:09

Ungarns Orbán: Jeg anklages for drab - men offeret leverUngarns Orbán: Jeg anklages for drab - men offeret lever

Den ungarske premierminister afviser, at omstridt lov sigter mod at lukke specifikt universitet.

EU's kritik af Ungarn og landets påståede undertrykkelse af grundlæggende frihedsrettigheder bygger på fordomme og uvidenhed.

Det budskab leverer premierminister Viktor Orbán onsdag under en ophedet debat i EU-Parlamentet i Bruxelles.

Her er premierministeren indkaldt for blandt andet at redegøre for en ny lov, der af kritikere ses som et forsøg på at lukke det velansete Central European University (CEU) i Budapest.

- Situationen er virkelig absurd, siger Orbán.

- Det er næsten, som om nogen er anklaget for drab, derefter dømt. Men det angivelige offer lever i bedste velgående. Offeret står faktisk og peger fingre ad den dømte og råber: Morder!, siger han.

Viktor Orbán henviser til et brev fra præsidenten for CEU. I brevet forsikres de studerende tilsyneladende om, at institutionen slet ikke er lukningstruet.

Central European University er grundlagt af Orbán-kritikeren George Soros og ses af mange som et fyrtårn for de liberale EU-værdier, som ikke altid falder i premierministerens smag.

Ikke desto mindre insisterer Orbán på, at den nye lov ikke kun rammer CEU, men alle landets udenlandske universiteter.

Formålet med loven er alene at fjerne deres privilegier, så de sidestilles med alle landets universiteter, lyder det.

Både EU-Kommissionen og en stribe EU-parlamentarikere insisterer imidlertid på Orbáns slette hensigter.

- Hvad bliver det næste? Bogafbrænding foran det ungarske parlament?, spørger formanden for den liberale gruppe i EU-Parlamentet, Guy Verhofstadt.

Få timer inden Victor Orbáns optræden i parlamentet erklærede EU-Kommissionen, at den har rejst en formel sag mod Ungarns regering i kampen mod den kontroversielle lov.

Loven er uforenelig med de grundlæggende frihedsrettigheder for det indre marked i EU og strider mod den akademiske frihed, mener kommissionen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx