Af Ritzau - 09/12-16 19:41; Opdateret: 09/12-16 20:27

Rolling Stones topper hitlisten for første gang i 20 årRolling Stones topper hitlisten for første gang i 20 år

Ikke siden udgivelsen af "Voodoo Lounge" har Rolling Stones ligget på den britiske hitlistes førsteplads.

Det har været en god uge for Rolling Stones-forsangeren Mick Jagger.

Torsdag blev han far for ottende gang, og fredag strøg bandets nye album, "Blue & Lonesome", ind på førstepladsen på den britiske albumhitliste.

Der er solgt 106.000 eksemplarer af albummet, og det er første gang i over 20 år, at bandet har et album på førstepladsen.

- Vi er rigtig glade for den succes, "Blue & Lonesome" har i Storbritannien og resten af verden, siger bandet til officialcharts.com.

"Blue & Lonesome", der udkom i begyndelsen af december, er inspireret af 1950'ernes bluesmusik i Chicago og består af coversange fra kendte bluesmusikere som Little Walter, Eddie Taylor, Howlin' Wolf, Magic Sam og Jimmy Reed.

Før udgivelsen af albummet forklarede 73-årige Mick Jagger om baggrunden for pladen.

- Dette album er en hyldest til vores favoritter. Folk, der sparkede os i gang med at spille musik. Det var derfor, vi startede et band, sagde Mick Jagger.

Singlerne "Just Your Fool", "Hate to See You Go" og "Ride 'Em on Down" fra albummet har allerede været ude i noget tid.

Det er tiende gang, at Rolling Stones har et studiealbum på førstepladsen i Storbritannien. Første gang var i 1964.

Senest et nyt Rolling Stones-album toppede hitlisten var i 1994, da "Voodoo Lounge" udkom. Genudgivelsen af 1972-albummet "Exile on Main St" i 2010 lå dog også på førstepladsen.

Kun afdøde David Bowies "Blackstar" har solgt flere eksemplarer end "Blue & Lonesome" i den første uge efter udgivelsen i 2016.

"Blue & Lonesome" høstede fornuftige anmeldelser i de danske dagblade ved udgivelsen. Berlingske og Politiken gav albummet fire ud af seks stjerner, mens Jyllands-Posten kvitterede med tre.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx