Af Ritzau - 25/04-17 12:34

Ansatte på miljøcenter og vognmænd snød med affaldsvægtAnsatte på miljøcenter og vognmænd snød med affaldsvægt

Landsret sætter punktum i langvarig sag om svindel på fynsk miljøcenter. To mænd får stadfæstet deres domme.

Gang på gang fiflede ansatte på miljøcentret på Strandløkkevej i Odense og medsammensvorne vognmænd med indvejningen af affald. Tirsdag har Østre Landsret sat punktum i den langvarige sag.

Det gjorde landsretten ved at stadfæste dommene over en 62-årig ansat og en 49-årig vognmand. Vognmanden fik en straf på fængsel i halvandet år, mens centermedarbejderen er idømt fængsel i 1 år og 9 måneder.

Sagen om svindel på miljøcentret begyndte tilbage i 2011. Sagen drejede sig om fusk for millioner af kroner, og den trak ud i årevis, før den kom for retten. I januar i fjor faldt der dom ved Retten i Odense.

Hovedmanden Kim Mikael Rasmussen blev idømt tre års fængsel i sagen, mens to mænd i 70'erne fra henholdsvis vognmandsbranchen og nedrivningsbranchen fik delvist betingede domme.

Kim Mikael Rasmussen, en af de ældre mænd og de to, som tirsdag har fået dom i landsretten, valgte i første omgang alle at anke. Men Kim Mikael Rasmussen og den ældre mand fortrød og valgte at acceptere byretsdommen.

Dermed var der kun to mænd tilbage i landsretssagen, og de fik altså ikke noget ud af at få deres sag vurderet på ny.

Mere end 800 gange blev der snydt med registreringerne af affald. Formålet var at betale mindre i afgifter.

Fyens Stiftstidende har i forbindelse med sin dækning af sagen tidligere skrevet, at det i vognmandsbranchen var almindelig kendt, at man for et beløb på 700-1000 kroner kunne få ansatte på miljøcentret til at snyde.

I sagen har der dog ikke været rejst tiltale efter straffelovens bestikkelsesbestemmelser, men udelukkende for bestemmelsen om databedrageri.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx