Af Ritzau - 23/06-17 13:25; Opdateret: 23/06-17 14:02

Mand får fængselsstraf for at begå over 300 netovergrebMand får fængselsstraf for at begå over 300 netovergreb

En 59-årig mand har erkendt 363 forhold i en sag om netovergreb. Nu får han tre et halvt års fængsel.

Ved at udgive sig for at være en 15-årig dreng eller pige lokkede en midaldrende mand fra Farum sine ofre til at tale med ham på Skype og sende nøgenbilleder til ham.

Nu er 59-årige Tommi Steen Hansen blevet idømt tre år og seks måneders fængsel for at have begået stribevis af seksuelle overgreb, hovedsageligt mod børn, via internettet.

- Retten har lagt vægt på omfanget, det meget store antal sager, de mange forurettede og deres alder, siger senioranklager Helle Olesen efter Retten i Lyngbys dom fredag.

- Derudover har de lagt vægt på, at han har distribueret materialet og dermed forøget mængden af børneporno, der florerer derude, siger Helle Olesen.

Hansen var tiltalt for 363 forhold og blev dømt for dem alle. I starten erkendte han en blot del af forholdene, men allerede ved det andet retsmøde valgte han at tilstå rub og stub.

Sagen tæller 133 ofre. Størstedelen af dem er børn. Mindst 45 af dem var under 15 på gerningstidspunktet.

Tommi Steen Hansen har fundet de fleste ofre på Facebook. Herfra har han lokket dem over på Skype.

Her har han haft to profiler, hvor han har udgivet sig for at være en 15-årig dreng eller pige, alt efter hvilket køn han kommunikerede med.

Tommi Steen Hansens fremgangsmåde er kendt som "grooming". Politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cybercrimecenter beskriver det som en manipulation af barnet.

- Grooming beskriver det fænomen, hvor en voksen på en udspekuleret og manipulerende måde får et barn til at gøre nogle ting, som barnet ikke ville have gjort, hvis den rette sammenhæng var kendt, siger han.

Over webcam har den dømte optaget nogle af de forurettede, uden at de vidste det.

Ifølge Flemming Kjærside bruger groomere typisk det tilsendte materiale som et våben mod barnet. Men det har ikke været Tommi Steen Hansens plan - ifølge ham selv.

- Så kunne jeg se det igen efterfølgende. Det har udviklet sig hen ad vejen som narkomani, har den 59-årige fortalt under retssagen.

Selv om han har erkendt det hele, så syntes Tommi Steen Hansen, at straffen var for hård. Han har derfor anket dommen til Østre Landsret i håbet om en mildere straf.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx