Af Ritzau - 16/01-17 09:14; Opdateret: 16/01-17 12:29

Syriske oprørsgrupper før forhandlinger: Våbenhvile er vigtigstSyriske oprørsgrupper før forhandlinger: Våbenhvile er vigtigst

Diskussioner i Kasakhstan skal handle om våbenhvile, humanitær hjælp og frigivelse af fanger.

Syriske oprørsgrupper har besluttet at deltage i russisk-støttede fredsforhandlinger i Kasakhstan, og de har sammensat en delegation. Det oplyser talsmænd for oprørerne.

Meldingen om oprørernes vilje til at deltage er en diplomatisk sejr for Rusland, vurderer kilder overfor nyhedsbureauet Reuters.

Oprørsgrupperne har truffet beslutningen ved møder i den tyrkiske by Ankara.

Nohammad Alloush er valgt som chefforhandler for oprørsgruppernes delegation i Kasakhstan.

- Alle oprørsgrupperne tager afsted, siger Alloush, som er fra Sultan Murad- fraktionen.

- Oprørsgrupperne vil være til stede, og det første, som de vil have på forhandlingsbordet, er spørgsmål om våbenhvilen og regimets overtrædelser af den, siger en anden talsmand fra oprørsgruppen Den Frie Syriske Hær.

Yderligere en repræsentant for oprørerne, Zakaria Malahifji fra gruppen Fastaqim, siger, at "de fleste grupper ønsker at deltage".

- Diskussionerne skal handle om våbenhvile, humanitær hjælp og frigivelse af fanger, siger han.

De planlagte fredsforhandlinger om Syrien, som er kommet i stand på initiativ fra Rusland og Tyrkiet, vil blive indledt i Kasakhstan 23. januar.

Våbenhvilen og de planlagte forhandlinger omfatter ikke den militante gruppe Islamisk Stat og radikale jihadistgrupper.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, siger, at hans regering er parat til at forhandle om "alting" i Kasakhstan.

Disse forhandlinger finder sted ud over de forhandlinger, som er under forsæde af FN i Genève.

- USA skal helt sikkert inviteres med, og det er også, hvad vi har aftalt med Rusland, sagde den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, til en gruppe journalister ved en international konference i Genève i sidste uge.

Rusland og Tyrkiet fik i december indført en våbenhvile i det krigshærgede Syrien. Våbenhvilen begyndte 30. december og blev indgået, uden at USA var indblandet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx