Af Ritzau - 10/01-17 10:34

Demokrater vil undersøge toppost til Trumps svigersønDemokrater vil undersøge toppost til Trumps svigersøn

Post som toprådgiver til Trumps svigersøn kan være nepotisme, siger demokrater i Kongressen.

Den kommende præsident Donald Trumps svigersøn står til at få en post som toprådgiver for sin svigerfar.

Men demokrater i kongressen vil have undersøgt udnævnelsen. De mener, det kan være tale om nepotisme og en interessekonflikt.

Derfor vil de have Justitsministeriet og et særligt etisk nævn for offentligt ansatte til at gå ind i sagen. De skal undersøge alle lovmæssige aspekter ved udnævnelsen af den 36-årige Jared Kushner.

Jared Kushner er gift med Trumps datter Ivanka og skal være toprådgiver om handelsaftaler og Mellemøsten.

Udnævnelsen betyder, at han må træde tilbage som chef for sin families ejendomsmæglervirksomhed. Også rollen som udgiver af avisen New York Observer må han droppe, oplyser advokaten Jamie Gorelick.

Kushner har desuden udtalt, at han vil undlade at rådgive inden for områder, hvor hans resterende økonomiske interesser kan gøre ham inhabil.

Det har længe været rygtet, at den kommende præsident ville vælge Jared Kushner til den indflydelsesrige post.

Trump har hyldet sin svigersøn som et "fantastisk aktiv" for den kommende administration. Han har også sagt, at han vil give ham en central lederrolle.

Svigersønnen skal arbejde tæt sammen med Trumps kommende stabschef, Reince Priebus, og den kontroversielle chefstrateg, Steve Bannon, om at give råd til den kommende præsident.

Kushners kone, Ivanka Trump, skal til gengæld ikke arbejde for sin far.

Hun vil fokusere på sin familie og parrets børn. Det oplyser en talsmand i forbindelse med overdragelsen af magten i Det Hvide Hus.

Donald Trump indsættes som officielt som præsident 20. januar.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx