Af Ritzau - 25/05-17 23:56; Opdateret: 26/05-17 04:31

Energiminister undrer sig over varmeselskabers rentefinteEnergiminister undrer sig over varmeselskabers rentefinte

En sidsteøjebliksmanøvre af 17 fjernvarmeselskaber er faldet Lars Christian Lilleholt (V) for brystet.

Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) føler, at han i meget klare vendinger tidligere på foråret lod fjernvarmeselskaberne og deres ejere vide, at forbrugernes penge skal bruges på at lave varme og intet andet.

Alligevel har han måttet konstatere, at 17 selskaber i dagene før, at en ny bekendtgørelse skulle træde i kraft, skyndte sig at sende ansøgninger ind med henblik på at kunne hive yderligere 100 millioner kroner ud.

- Jeg er overrasket, og jeg mener at fjernvarmeselskaberne har et forklaringsproblem, siger Lilleholt til Ritzau.

- Det kan ikke have forbigået deres opmærksomhed, at der er en ny bekendtgørelse på vej, samtidig med at der forhandles om ny regulering af sektoren.

- Jeg synes, at værkerne skulle have slået koldt vand i blodet frem for at sende nye ansøgninger ind, lyder det fra ministeren.

Fjernvarmeselskabernes ejere - herunder mange kommuner - har i kraft af en gammel beregningsmetode sammenlagt kunnet hive mere end tre milliarder kroner ud af varmeselskaberne, der ellers skulle hvile i sig selv.

Den pengetrafik stopper imidlertid med de nye regler, som dog først træder i kraft, efter at ansøgningerne er sendt ind.

Dermed har de 17 selskaber været lidt for smarte og opført sig i strid med god skik, mener ministeren.

Direktøren for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, mener imidlertid, at alt er foregået efter bogen.

Til Jyllands-Posten siger han:

- De selskaber, jeg har hørt fra, forklarer, at der er så stor usikkerhed om den fremtidige regulering af sektoren - herunder muligheden for fremtidige henlæggelser - at de simpelthen ser sig nødsaget til at sikre en likviditet til de fremtidige investeringer, som ejerne og varmekunderne har brug for.

Den påståede usikkerhed kan Lars Christian Lilleholt imidlertid ikke genkende.

- Det stemmer ikke med de udmeldinger, der er udgået fra mig og resten af folketingsflertallet.

- Jeg arbejder på en langsigtet løsning, som sikrer, at pengene bliver i selskaberne og kommer forbrugerne til gode.

- Og selvfølgelig skal fjernvarmeværkerne også få mulighed for at få adgang til at investere i de aktiviteter, der er nødvendige.

De nye regler får betydning for kommunalt ejede selskaber. Hvis en kommune trækker penge ud af sit fjernvarmeselskab, vil den blive modregnet tilsvarende i bloktilskuddet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx