Af Ritzau - 04/07-17 03:16; Opdateret: 04/07-17 04:15

Sydkorea: Nordkorea har gennemført endnu en missiltestSydkorea: Nordkorea har gennemført endnu en missiltest

Militæret i Sydkorea har observeret testaffyring af ballistisk missil fra Nordkorea ud over Det Japanske Hav.

Nordkorea har angiveligt foretaget endnu en prøveaffyring af et missil.

Det oplyser militæret i Sydkorea natten til tirsdag dansk tid, rapporterer flere nyhedsbureauer.

- Nordkorea affyrede et uidentificeret ballistisk missil ud over Østhavet fra Banghyon, omkring klokken 9.40, oplyser den sydkoreanske forsvarskommando ifølge nyhedsbureauet Yonhap.

Luftbasen, hvorfra missilet blev sendt afsted, ligger cirka 100 kilometer nordvest for hovedstaden, Pyongyang.

Østhavet kendes også som Det Japanske Hav.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har hasteindkaldt regeringens sikkerhedsråd. På mødet ventes landets militære beredskab over for "den seneste provokation" at blive gennemgået, skriver Yonhap.

Missilet holdt sig ifølge den japanske regering i luften cirka 40 minutter. Det kan være styrtet ned i landets såkaldt eksklusive økonomiske zone (EØZ), oplyser regeringen.

EØZ er en havzone, som giver et land visse rettigheder op til 200 sømil fra fastlandet. For eksempel med hensyn til at lede efter olie og gas.

Zonen må ikke forveksles med de maritime grænser, som alle kystnationer også har. Denne grænse går op til 12 sømil (22 kilometer, red.) ud fra kysten.

I august sidste år affyrede Nordkorea for første gang et missil direkte ind i Japans EØZ.

Nordkorea har ikke bekræftet oplysningerne, men det isolerede land foretager trods internationale protester jævnligt prøveaffyringer.

I løbet af det seneste år er antallet af missiltest taget til.

Det sker i et forsøg på at udvikle et missil, der kan nå det amerikanske fastland. Det kontinentale USA ligger omkring 9000 kilometer fra Nordkorea.

Interkontinentale ballistiske missiler har en rækkevidde på minimum 5500 kilometer. Dog er nogle designet til at kunne flyve 10.000 kilometer eller længere

For knap to uger siden gennemførte Nordkorea ifølge amerikanske embedsmænd endnu en test af en raketmotor, der muligvis kan anvendes til et sådant interkontinentalt missil.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx